Svar på læserbrev fra Kim Limkilde-Welcher (uge 3): Ja, det går godt i Brøndby Kommune
DEBAT.

Min nytårshilsen her i Folkebladet har fået Kim Limkilde-Welcher til at reagere og pege på nogle af de udfordringer, vi har i Brøndby. Samtidig spørger han retorisk: Går det virkelig godt i Brøndby Kommune.
Hvis man læser min nytårshilsen, vil man se, at der sker masser af positive ting. Vi har en ny bydel på vej i Kirkebjerg. Kommunalbestyrelsen har besluttet at sætte gang i byggeriet af et nyt stort og moderne plejehjem i Vesterled. Og vi er kommet i gang med at anlægge en letbane, som styrker den kollektive trafik i vores område. Så jeg kan ikke forstå det sortsyn, læserbrevet afspejler. Der er da masser at glæde sig over.
Betyder det, at vi ikke har udfordringer i Brøndby? Nej, naturligvis ikke. Men dem arbejder vi med i Kommunalbestyrelsen. Vi har blandt andet et stort fokus på de unge, som jeg også fremhæver i min nytårshilsen.
Jeg kan derfor kun opfordre borgerne til at følge med i Kommunalbestyrelsens arbejde. Så vil man se, at vi er i arbejdstøjet. Vi arbejder både med at finde gode løsninger på de udfordringer, vi har i Brøndby, og på at udvikle kommunen, så den bliver et endnu bedre sted at bo.

1 kommentar om “Svar på læserbrev fra Kim Limkilde-Welcher (uge 3): Ja, det går godt i Brøndby Kommune”

  1. Sortsyn, eller en naturlig bekymring for borgerne og vores fælles fremtid i Brøndby, er måske ikke helt det samme i min optik, men det er naturligvis et spørgsmål om hvordan man forholder sig til problematikken.

    Jeg stillede et åbent spørgsmål til hvordan flertallet i kommunalbestyrelsen forholder sig til nok de tre største udfordringer som vi idag har i Brøndby, og som burde stå øverst på dagsorden ved hvert eneste kommunalbestyrelsesmøde.
    Jeg har ikke udtalt mig om at der ikke sker rigtig mange gode ting i Brøndby, for det gør der, Jeg har udtalt mig om de udfordringer der ligeledes skal omtales, eftersom en mønt jo altid har to sider.

    Det kan godt tænkes at jeg ikke formulerede mig helt klart, i forhold til at nedenstående tal ikke alene var konstateringer, men ligeledes spørgsmål som kunne være interresante at få belyst.

    1. Med en bruttoledighed i Brøndby på 5,9 procent, er vi den kommune i landet, der ligger på tredjepladsen over flest ledige i landet, hvilke tiltag gør man fra politisk side for at nedbringe disse tal?
    2. Brøndby Kommune ligger på andenpladsen med 10,4 procent fattige børnefamilier. En stigning med hele 4,4 procent siden sidste optælling i 2015, hvilke tiltag gør man fra politisk side for at nedbringe disse tal?
    3. Hjemløshedsprocenten på 23 procent ud af 6.635 borgere har ikke noget sted at bo. En udfordring som flere vestegnskommuner er ansvarlig for, hvilke tiltag gør man fra politisk side for at nedbringe disse tal?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top