Thure Lindhardt tager livtag med bibelen i Østervangkirken
15-krediteres-Mike-Højgaard.jpg
Thure Lindhardt og Søren Gemmer spiller i Østervangkirken. Foto: Mike Højgaard
GLOSTRUP. Østervangkirken får fint besøg torsdag den 31. januar, når skuespilleren Thure Lindhardt og musikeren Søren Gemmer lægger vejen forbi med oplæsningskoncerten ’Alting har en tid’

I ’Alting har en tid’ undersøges Prædikerens Bog fra Det Gamle Testamente som litteratur, altså som kunst. Teksten står alene, uden fortolkning eller forkyndelse, vakt til live af Thure Lindhardts distinkte, nærværende læsning og Søren Gemmers analoge synthesizere, sakrale klaverklange og gnistrende elektroniske lydlandskaber fremkaldt kvadrofonisk.
’Alting har en tid’ er det monumentalt dundrende udsagn fra den mest kendte passage i Prædikerens Bog, der er en central del af den jødiske visdomslitteratur. Det er en eksistentiel tekst, der møder læseren, og sproget poetisk og påfaldende moderne.
– Det handler om det at være menneske. Hvis vi bare går igennem livet uden at reflektere over, hvad det vil sige at være et menneske, så kunne vi lige så godt være dyr. Som Jesus siger: Mennesket lever ikke af brød alene, udtaler Thure Lindhardt.
Thure Lindhardt har medvirket i blandt meget andet Ole Christian Madsens ‘Nordkraft’ og ‘Flammen & Citronen’, filmatisering af Dan Browns ‘Engle & Dæmoner’, samt TV-serier som ’Edderkoppen’, ’Rejseholdet’, ’Broen’ og ’The Borgias’.
’Alting har en tid’ spiller i Østervangkirken torsdag den 31. januar kl. 19.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top