Vi skal skabe de bedste rammer
Henrik-Rasmussen.jpg
Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk Kommune, ønsker borgerne et godt nytår.
VALLENSBÆK. Nytårshilsen fra Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K)

2018 blev et spændende år i Vallensbæk. Kommunalbestyrelsen har store visioner, vi har formuleret i udviklingsstrategien, som beskriver, hvor vi skal hen med Vallensbæk.

Børnene, vores fremtid
Vi arbejder konstant på at udvikle skoler og daginstitutioner, så vores børn og unge kan få et trygt, læringsrigt og meningsfuldt liv.
De skal uddannes til en plads på arbejdsmarkedet og til at trives i fremtidens omskiftelige og globale verden.
Vi er en af de kommuner i Københavnsområdet, hvor eleverne får det bedste karaktergennemsnit.
Det er vi stolte af, men det er også vigtigt, at eleverne får livskompetencer til et godt og indholdsrigt liv, uanset baggrund. Børnene skal opleve nærvær, kompetent læring, værdien af stærke venskaber og have fritidsinteresser med gode, sociale fællesskaber.
Vi vil skabe fundamentet for den gode og trygge barndom.

Et godt seniorliv
Vores ældre borgere skal have et godt liv, og man skal have hjælp, når der er behov for det. Holder man sig i gang, kan man blive længe i sine hjemlige omgivelser, og det ønsker de fleste.
Vi arbejder for at forebygge ensomhed, og vi skal skabe fællesskaber på tværs af generationerne.
Vi bygger nye ældreboliger. Desuden kan ældre, og i øvrigt alle andre i Vallensbæk, glæde sig til Flextur-ordningen, som er en ny mulighed for at blive transporteret billigt og fleksibelt.

Frivillige ildsjæle
Det er en fornøjelse at opleve det store engagement fra de mange engagerede borgere, der får kultur- og foreningslivet til at blomstre. Deres kæmpe indsats gør det muligt at holde arrangementer som sankthansaften, Gadekærskoncerten, Festlig Fredag, Jul i Vallensbæk og Bæredygtighedsfestval.

En solid økonomi
Stadig flere vil gerne bo i Vallensbæk, hvor der er et godt foreningsliv, en dejlig natur, og hvor vi er tæt på hovedstaden. Væksten sikrer, at vi fortsat kan tilbyde en høj service, og at vi kan skabe rammerne for det gode og trygge liv for alle borgere.
Det var glædeligt, at vi fik lavet en god og ansvarlig budgetaftale, hvor alle partier var enige om at give et løft til flere områder.

Godt samarbejde
Vallensbæk er kåret til at være landets mest globaliserede kommune. Det er jeg stolt over, og jeg tror på, at det vil åbne for endnu flere gode samarbejder fremover.
Vallensbæk skal også være til for erhvervslivet og tilbyde en fleksibel service. Vi skal være ordentlige, ansvarlige og turde tænke nyt og omstille os. Vi skal udvikle vores erhvervsservice i et samspil med erhvervslivet, så vi støtter dem bedst muligt.

Det nye år
Vi har høje ambitioner for Vallensbæk i det nye år. Vi ønsker at skabe byrum og udvikle vores by i en mere bæredygtig og klimasikret retning, hvor omdrejningspunktet er høj livskvalitet. Vi ønsker forsat at yde en god service, være præget af høj trivsel og sociale fællesskaber, og så vil vi i endnu højere grad tage udgangspunkt i borgernes behov og skabe rammerne for det gode liv.

Sammen med kommunalbestyrelsen vil jeg ønske et godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top