100 dage til EU-valget: Vallensbæk slår Glostrup og Brøndby
DEBAT.

Den 15. februar er der præcis 100 dage til Europa-Parlamentsvalget den 26. maj, hvor også Vallensbæk-borgerne skal forbi stemmeboksene.
Ved sidste EU-valg i 2014 stemte 59,68 procent i Vallensbæk. Det er flere end de 56,3 procent, der stemte på landsplan. Jeg håber, at endnu flere vil stemme til forårets EU-valg.
Måske er du bekymret for klimaforandringer efter sidste års rekordvarme sommer. Eller måske har du en holdning til, hvordan EU skal tage imod flygtninge. Du får kun medbestemmelse, hvis du stemmer. Sammenligner man Vallensbæk med Glostrup og Brøndby, er der også stor forskel på, hvor mange der kom forbi stemmeboksene.
Vallensbæk lå i spidsen med hele 59,68 procent, mens 55,39 procent stemte i Glostrup, og kun 50,3 procent stemte i Brøndby. Hvem skal ligge i front ved valget i maj?
Det er fantastisk, at Vallensbækborgerne engagerer sig! Men det vil være stort, hvis endnu flere vil være med til at bestemme, hvilken retning EU skal gå. For der er stadig et godt stykke vej til de næsten 90 procent, der stemmer ved folketingsvalg.
Måske kender du en, der ikke fik stemt ved sidste EU-valg? Eller en førstegangsvælger?
På hjemmesiden dennegangstemmerjeg.eu kan du vise, at du har tænkt dig at stemme til valget. Bagefter kan du dele dit personlige link med dem, du kender.
Undersøgelser viser, at det at stemme er en social begivenhed. Hvis du stemmer, øges chancen markant for, at dine kollegaer, dine naboer og din familie også stemmer.
Kan vi skabe en sneboldeffekt, så ender vi med sammen at nå ud til de sofavælgere i Vallensbæk, Brøndby og Glostrup, der har brug for et kærligt spark hen til stemmeboksen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top