2600-pris til IF32 formand
2600-prisen.jpg
Rasmus Glyrup fra Arbejdernes Landsbank overrakte 2600-prisen til Inger Petersen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Den seneste udgave af 2600-prisen går til Inger Petersen, der i hele sit liv har været en del af IF32 og i dag er formand for hovedorganisation

Fredag den 1. februar var der den traditionelle nytårskur i IF32, hvor bestyrelserne fra alle afdelinger af den store forening mødes til hyggeligt samværd og udveksling af idéer. I år var der en særlig begivenhed lige i starten af nytårskuren. Her kom Rasmus Glyrup, souschef i Arbejdernes Landsbank nemlig forbi for at uddele 2600-prisen.
Som altid var det en overraskelse for modtageren, at hun skulle have prisen.
– Vedkommende har gennem rigtig mange år bidraget til og gået forrest for jeres forening IF32. Hun stiftede første gang bekendtskab med foreningen da hun som lille pige startede til gymnastik, sagde han.
Han fortalte derefter, at modtageren af 2600-prisen også modtog prisen fra Knud Sørensens Mindefond i 2013. Derefter var der ikke tvivl om, at det var formanden for IF32 Hovedorganisationen, Inger Petersen, der havde vundet. Allerede dengang havde hun leveret en enorm indsats for IF32.
– Da jeg læste den tænkte jeg ’hold da op’ en indsats der har været lagt for dagen gennem de sidste mange år. Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor hun er blevet indstillet til endnu en pris – 2600-prisen i dette tilfælde. En frivillig ildsjæl som Inger vil være guld værd for enhver forening. Dansk foreningsliv fungerer netop så godt på grund af alle jer frivillige og jeres kæmpe indsatser. Det er simpelthen så imponerende at personer som Inger, igennem så mange år, dedikerer så meget af sin tid på at skabe oplevelser og glæde hos andre mennesker, store som små, sagde Rasmus Glyrup.

Glad modtager
Inger Petersen var selvfølgelig glad for, og overrasket over, at få prisen.
– Det er jeg meget rørt over. Det er altid dejligt at blive anerkendt for den indsats man gør, siger hun.
Hun blev nærmest født ind i IF32, da hendes far, Knud Sørensen, var med til at starte foreningen.
– Jeg er vokset op med IF32, jeg har været med siden jeg blev født og rendte rundt nede på fodboldbanerne og til gymnastikopvisninger, siger hun.
Hun har også været med i bestyrelsesarbejdet i rigtig mange år.
– Jeg tror jeg har været med i bestyrelsen siden ’76. I starten var det fordi, der ikke var andre. Jeg var 2. suppleant og fik at vide, at det var totalt ufarligt, jeg ville ikke komme ind. Der gik ikke tre måneder, så var jeg i bestyrelsen, fortæller hun.
Hun er glad for det frivillige arbejde.
– Det bliver jo en livsstil. Man kan altid lære en masse af frivilligt arbejde. At skrive det på sit CV betyder også meget, man får en lederuddannelse, som også kan bruges i erhvervslivet, siger hun.

FAKTA
2600-prisen

Formålet med 2600-prisen er at sætte fokus på og belønne gode gerninger i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Hvert kvartal tildeler Arbejdernes Landsbank 2600-prisen til de personer, der selv eller i kraft af en organisation/klub har gjort en særlig forskel for byen og/eller byens borgere.
Kender du en ildsjæl, der fortjener at blive hyldet, så send din indstilling inklusiv din begrundelse via mail til 2600prisen@al-bank.dk. Næste deadline er den 8. april 2019. Med prisen følger – foruden æren – et diplom og 2.600 kroner. Dommerkomitéen består af Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank, Mette Hviid Togsverd fra Folkebladet og Trine Louise Lehmann fra Glostrup Kommune. Husk at prisen er en overraskelse, så lad være med at sige noget til personen, du indstiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top