Brøndby vil forebygge overvægtige børn med flere graviditetsbesøg
COLOURBOX8666495.jpg

Pregnancy and nutrition - pregnant woman with a bowl of fruit and vegetables on her lap

Førstegangsgravide forældre er særligt motiverede til en livsstilsændring. Foto: Colourbox
BRØNDBY. Brøndby Kommunes sundhedspleje tilbyder nu alle førstegangsgravide besøg. Målet er at forberede familien på tiden efter fødslen og tale om sund livsstil for at forebygge overvægt hos det kommende barn

Fra januar 2019 bliver alle førstegangsgravide i Brøndby, som noget nyt, ringet op og tilbudt et besøg af den kommunale sundhedspleje. Det er blevet muligt efter nyt samarbejde med praktiserende læger, hospital og jordemødre, der melder oplysninger om nye gravide ind til kommunen. Tidligere har sundhedsplejen kun kontaktet familier med særligt behov.
– Vi har mange overvægtige børn i Brøndby og vi ved, at rygning hos mor og forældres vægt og livsstil har stor betydning for om barnet bliver overvægtig. Og da mange forældre er særligt motiverede til en livsstilsændring under en graviditet, vil vi rigtig gerne møde dem her og vejlede dem om et liv med sundere kost og ingen tobak. Hvis familierne får lavet de ændringer under graviditeten, der er vigtige for barnets udvikling, undgår vi at skulle lave ændringerne senere i barnets opvækst, hvor de er vanskeligere at gennemføre og kræver langt flere ressourcer, fortæller Pia Rønnenkamp, leder af sundhedsplejen i Brøndby Kommune.

Rygning giver små børn
Overvægtige mødres børn har 40% risiko for selv at blive overvægtige senere i livet. Hvis moderen ryger, øger det chancen for at få meget små børn og øger risiko for spædbarnsdød og er samtidig også en prædiktor for senere overvægt hos børnene.
Udover snak om sundere livsstil vil sundhedsplejens besøg hos førstegangsgravide i Brøndby Kommune også handle om fødsel, den første tid med barnet, amning og pleje og omsorg for barnet.
Kampen mod overvægt er ikke gjort med et enkelt besøg. Derfor består andre elementer af Brøndby Kommunes tilbud bl.a. af et opfølgningsbesøg hos de 1½-årige, der et halvt år forinden er konstateret til at ligge højt på vægtkurven. Dette besøg har fokus på kost, bevægelse og livsstil, fordi man ved, at børn der er ”overvægtige” som 1½ årige, har en fire gange så stor risiko for at være overvægtige i indskolingen. Og børn der er overvægtige i indskolingen, har tre gange risiko for at blive overvægtige som voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top