Brøndbyvester Bylaugs egen nekrolog: Farvel og tak
DSC_0822.jpg
Da Kostalden på Hermosagård skulle renoveres i 1973, blev Brøndbyvester Bylaug dannet. I slutningen af januar 2019 nedlagde bylauget sig selv. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. I slutningen af januar nedlagde Brøndbyvester Bylaug sig selv. To af drivkræfterne bag bylauget har i denne forbindelse skrevet en nekrolog

Den 3. maj 1973 kom jeg til verden, da en række frivillige borgere og hjælpere i Brøndby besluttede at trække i arbejdstøjet. Idéen var at ombygge og renovere Kostalden på Hermosagård i Brøndbyvester landsby. Visionen var et lokalt samlingssted, samtidig med at stedet skulle kunne udlejes til lokale foreninger og private.
I 1980, efter mange hundrede timers arbejde, kunne jeg så endelig åbne dørene til byens nye samlingssted og festsal, Kostalden på Hermosagård. Det var en stor dag, og som tak for den enorme indsats stillede ejeren, Brøndby Kommune, Kostalden vederlagsfrit til rådighed for mig og mine kommende aktiviteter.
Og aktiviteter har der været mange af igennem årene. Jeg har været vært for utallige arrangementer af vidt forskellig slags; viseaftener, rundvisninger, fotoudstillinger, foredrag, fastelavnsfester, høstfester, ældreskovture, fællesspisninger, julemarkeder, bankospil og meget mere.
Jeg kan med stolthed slå fast, at jeg har været et værdifuldt samlingspunkt for rigtig mange borgere, ikke alene i Brøndbyvester, men i hele kommunen – og jeg har også haft en del medlemmer, der slet ikke boede i min kommune. De ting, jeg inviterede til var nemlig rigtig hyggelige, folkelige, givtige og uvurderlige for sammenhold og hjælpsomhed.
Også lokalpolitisk har jeg været engageret, når der verserede sager af væsentlighed for borgerne i kommunen og har talt mange brøndbyborgeres sag i forbindelse med borgermøder og andre aktiviteter. Det kunne handle om bevarelse af Den Gamle Købmandsgård, planerne på Østergården, trafiksikkerhed i lokalområdet, placering af Stadion Danmark, for blot at nævne nogle.
Igennem årene har en række forskellige engagerede og flittige borgere været med til at drive mig. Jeg ved, de har lagt meget energi og mange timer i alle arrangementer, initiativer og debatter. Jeg ved også godt, at der de seneste år, af mange forskellige, mere eller mindre personlige, årsager, ikke har været den samme fokus og det samme energiniveau, som der tidligere har været.
Med udgangen af 2018 er jeg, ifølge Brøndby Kommune, ikke længere et Bylaug med medlemmer fra hele Brøndby Kommune, og uden for kommunen, men en Grundejerforening. Dermed er præmisserne for min eksistens, helt konkret muligheden for vederlagsfrit at benytte Kostalden til mine arrangementer og Brøndby Kommunes opsigelse af mit lån af lokaler, helt trukket væk under mig.
Jeg holdt ekstraordinær generalforsamling den 29. januar 2019 i Kostalden. Samme dato sov jeg ind. Mit håb er, at engagerede borgere en dag vil give mig nyt liv. Mine arkiver og billedsamling har jeg testamenteret til Forstadsmuseet. Dog skal billederne i Kostalden blive hængende. Såfremt det ikke kan godkendes af Brøndby Kommune, eller billederne senere bliver fjernet, skal de også afleveres til Forstadsmuseet. Jeg har også besluttet at min formue skal fordeles ligeligt mellem Brøndbyvester Møllelaug og Bevaringsforeningen for Brøndbyøster.

1 kommentar om “Brøndbyvester Bylaugs egen nekrolog: Farvel og tak”

  1. Egon siger:

    Alt går op i sport den kommune vi bor i den borgmester tænker kun sport alt andet er intet duer ikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top