Der er behov for øget indsats mod trængsel på Vestegnen
DEBAT. Af Merete Scheelsbeck, (MF), Det Konservative Folkeparti

Trængslen er enorm på de vestegnske motorveje, og det bliver værre og værre. I 2010 spildte trafikanter i hovedstaden 9,3 millioner timer i køkørsel, og sidste år viste en ny rapport fra Region Hovedstaden, at det tal fordobles frem imod 2035.
Når vi samtidig ved, at kommunerne på Vestegnen vil vokse markant de kommende år, vil det give yderligere trafikale udfordringer. I løbet af de næste 15 år vil indbyggertallet eksempelvis i Ishøj vokse med over 15 procent, i Hvidovre med næsten 13 procent, Glostrup med 12 procent og Brøndby med 9 procent. Og sådan ser det ud på hele Vestegnen, viser en analyse fra Region Hovedstaden.
Det må altså være tydeligt for enhver, at vi ikke bare kan fortsætte som hidtil, men at vi må og skal tænke nyt og stort. Og ikke mindst afsætte de ressourcer, der er nødvendige.
Netop i disse uger forhandler vi fra regeringspartiernes side infrastruktur med Folketingets partier, og jeg ser i den forbindelse nogle helt konkrete muligheder for at lette de vestegnske borgeres hverdag.
Det gælder om udvidelser af både Ring 3 og Ring 4, og det gælder ikke mindst om at komme i gang med arbejdet om en ny Ring 5 Syd fra Køge, der skal aflaste de eksisterende motorveje og dermed give danskerne kortere rejsetid til og fra arbejde – og dermed sikre dem mere tid med familierne i hverdagen.
Når en aftale forhåbentligt inden længe vil falde på plads, skal den blandt andet måles på, om den letter hverdagen for danskerne. Det vil jeg og Det Konservative Folkeparti i hvert fald arbejde benhårdt på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top