Kampen fortsætter mod socialt bedrageri
VALLENSBÆK. I 2018 har Vallensbæk Kommunes indsats mod socialt bedrageri givet knap fem mio. kr.

– Det er vores pligt som kommune at sikre, at borgernes skattekroner ikke bliver misbrugt, sådan siger Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk i en pressemeddelelse fra Vallensbæk Kommune.
Ordene falder i forbindelse med, at Vallensbæk Kommune netop har offentliggjort, at kommunens indsats mod socialt bedrageri indbragte 4,6 mio. kr. i 2018.

Både kommune og stat
Det er kommunens kontrolgruppe, der har til opgave at opdage snyd med sociale ydelser som for eksempel kontanthjælp og sygedagpenge.
Et eksempel kan være en selvstændig erhvervsdrivende, der får sygedagpenge, samtidig med at vedkommende fortsat arbejder.
Formålet med kontrolindsatsen er altså at sikre, at man får, hvad man har ret til, ikke at forfølge borgere, der lovligt modtager ydelser fra kommunen.
I 2018 har kontrolgruppen opdaget socialt bedrageri for i alt 4,6 mio. kr., hvoraf de 3,2 mio. er kommunale kroner. Resten er penge, som staten skal have tilbage.
Kommunerne har fået et tættere samarbejde med Udbetaling Danmark omkring indsatsen imod socialt bedrageri, hvilket også har bidraget til den samlede besparelse.
– Vi fortsætter ufortrødent kampen mod socialt bedrageri. De lovlydige borgere skal ikke betale for dem, der får uberettigede ydelser, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top