Nekrolog: Jørn-Christian Christiansen
GLOSTRUP. Af Lars Thomsen, Formand Bylisten

Det er med stor sorg, at jeg må skrive denne nekrolog over min gode ven Jørn-Christian Christiansen. Jørn-Christian var netop hjemkommet fra 14 dages ferie i Nuuk, hvor han besøgte sin datter og svigersøn, som bor og arbejder deroppe. Jørn-Christian voksede altid ti cm, når han talte om sin datter, Carina. Han havde også den ære at vie Carina med hendes livs kærlighed, Tobias, i maj 2017. En ting han var meget stolt over.
Jørn-Christian elskede musik, og især elskede han guitar og ikke mindst at spille på den. Guitarspillet gav en stor omgangskreds og en masse venskaber, der holdt hele livet. Ved bisættelsen blev Jørn-Christian æret med en guitarsolo af en af sine bedste venner, hans guitarlærer Gilles. Ikke et øje var tørt.
Jørn-Christian var god til at tage på ture med sin kæreste, Bibi. Han kendte alle de gamle huse i København, deres historie og hvad han havde lavet på det hus. Jørn-Christian var aldrig kedelig, og han så skønheden i alle de små ting i naturen. Hans og Bibis Facebooksider blev altid beriget med smukke billeder efter en af deres mange ture sammen.
Jørn-Christian sad små fire år i kommunalbestyrelsen. En del af tiden blev brugt på arbejdet i Social- og Sundhedsudvalget. Jørn-Christian havde et kæmpe hjerte for de svageste i samfundet. Især kunne han ikke acceptere, at børn blev uretfærdigt behandlet.
Som formand for udvalget brugte jeg mange timer sammen med Jørn-Christian, og vi udviklede et venskab, der forsatte, efter han desværre ikke blev genvalgt til kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget 2017.
Jørn-Christian var den første, der ringede til mig, da jeg stiftede Bylisten. Han var klar og blev valgt til bestyrelsen, hvor han deltog ivrigt i diskussionerne og planlægningen af Bylistens politik. Især var det bymidten og ældreområdet, han brændte for. Han glædede sig også til at blive kandidat for Bylisten.
Desværre afgik Jørn-Christian alt for tidlig fra dette liv. Et liv med de glæder og udfordringer alle har, også Jørn-Christian.

Jørn-Christian efterlader et tomrum for hans Carina og Tobias, hans Bibi, alle hans venner og Bylisten.

Ære være dit minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top