Ny 10. klasseslinje på vej i Vallensbæk
HLA_7582.jpg
Pilehaveskolen (billedet) og Ungdomsskolen har indledt et samarbejde om en ny linje for de kommende 10. klasses elever. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Pilehaveskolen og Ungdomsskolen har et godt tilbud til byens unge, nemlig en ny fælles linje

Det er på den tid på året, hvor unge over hele landet skal vælge, hvad de skal efter 9. klasse. Den 1. marts er det nemlig sidste frist for at søge optagelse på ungdomsuddannelserne og 10. klasse.
Og i år er der et nyt tilbud til dem, der gerne vil tage en anderledes 10. klasse i Vallensbæk. Det nye 10. klassespor er et samarbejde mellem Pilehaveskolen og Vallensbæk Ungdomsskole. Undervisningen kommer til at foregå både på Ungdomsskolen og Pilehaveskolen og varetages af et team af lærere fra de to skoler.

Bedste fra begge steder
Jan Villy Jensen fra Pilehaveskolen er en del af lærerteamet, og har i mange år været en fast del af Pilehaveskolens 10. klassehold.
– I Vallensbæks 10. klasse vægter vi tryghed og selvstændighed. 10. klasse er et skoleår, hvor eleverne bliver klædt godt på til at træffe det rigtige uddannelsesvalg.
Målet med den nye 10. klasse er at skabe et anderledes forløb, der kan minde om et efterskoleophold, men med den ekstra tryghed der er i, at eleverne stadig bor hjemme.
Ud over de faste eksamensfag dansk, matematik og engelsk, og eventuelt tilvalgsfag, vil eleverne kunne vælge mellem en række kursusfag. Kursusfagene udbydes af Ungdomsskolen.
– Vi er altid glade for samarbejder med skolerne i kommunen, men vi er særligt glade for at få lov til at være med til at præge 10. klasse til gavn for de unge, siger Helle Birkholm Hansen, ungdomsskolens afdelingsleder.
– Ungdomsskolens styrke er, at vi kan noget andet end den traditionelle folkeskole, både i forhold til undervisere og de fag, vi udbyder. Og gennem vores undervisning og ungdomsklubben har vi et stærkt fokus på de unge i nærområdet. Samarbejdet betyder, at vi samlet kan give de unge et mere alsidigt tilbud.” Udover den faste undervisning, vil skoleåret også bestå af en række anderledes uger i form af introtur, brobygningsforløb og en udlandsrejse i foråret.
Et af hovedmålene med 10. klasseforløbet er at gøre de unge fagligt parat til en ungdomsuddannelse, og der vil derfor i løbet af året være et tæt samarbejde med UU Vallensbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top