Bankospil året rundt
Forældre-BIF-1.jpg
Formand Allan Sørensen og kasserer Bruno Nørregaard er to af de 17 frivillige, der driver Forældre BIF. Foto: Jesper Ernst Henriksen
BRØNDBY. 17 frivillige fra Forældre BIF driver bankohallen i Brøndby hver eneste torsdag - året rundt

Der er helt stille i den store bankohal. Det eneste, man kan høre, er oplæseren, der med få sekunders mellemrum læser et nyt tal op. 63, 17, 90 og så videre. Der bliver ikke råbt Gamle Ole eller andre morsommeligheder efter tallene. Det ville heller ikke give mening at råbe ryst posen. Det er nemlig slet ikke en pose, som tallene kommer op ad. De kommer ud af en computer. En kvinde sidder og kigger på computeren og læser tallene højt. Samtidig kommer de op på skærme rundt omkring i hele salen.

En gammel tradition
Forældre BIF har selvfølgelig udviklet sig meget over de seneste 50 år. En hjørnesten i arbejdet har altid været bankospil. Det har været på lidt af en rundtur i både Glostrup, hvor det var forbi det gamle Siesta, til Brøndby, hvor det blandt andet har ligget på det, der tidligere hed Industrisvinget.
I dag er de en af klubberne, der driver banko i den store bankohal på Park Allé. Det er en stor hal, med masser af mennesker, der skal have lov at købe bankoplader, der er en lille café, hvor der bliver solgt drikkevarer og lidt at spise – bankoen starter klokken 18.30, men mange er der allerede over en time tidligere.
– Der er mange faste, der kommer sammen og sidder på de samme pladser hver gang. De kommer tidligt for at sikre sig deres faste pladser, fortæller Bruno Nørregaard, der har været med til at drive bankoen i 38 år.

Banko
I salen sidder omkring 250 bankospillere – mest kvinder og flest fra den ældre generation, men det er også blevet mere og mere populært blandt yngre at gå til banko.
– Der kommer alle mulige slags mennesker. De yngste er i 20’erne, den ældste er over 90. Vi har folk, der kører helt fra Ringsted og Kalundborg for at spille banko i Brøndby, siger Bruno Nørregaard.
Bankospillerne er dybt koncentrerede. Foran sig har de en hel stribe bankoplader og de har kun et par sekunder til at gå dem alle sammen igennem, for at se, om de har ramt tallet.
”Banko” bliver der råbt ganske stille, men højt nok til, at det går gennem hele lokalet. Så bliver stilheden brudt og snakken går lystigt ved bordene. En af mændene på gulvet går ned og læser bankopladens løbenummer højt. Oplæseren tjekker tallet i sin computer og får bekræftet, at der var banko.
”Nu spiller vi to rækker,” annoncerer oplæseren, og roen sænker sig igen over den store sal og talrækken fortsætter.

Kaffe og kage
Forældre BIF driver banko hver torsdag. Hvis juleaften og nytårsaften falder en torsdag, bliver bankoen aflyst. Ellers er der banko hver torsdag – året rundt. Derudover er fredagen en fælles dag for de fire foreninger, der skiftes til at drive bankospillet og tage overskuddet fra spillet.
Der er 17 frivillige i Forældre BIF, der driver bankoen. De er der næsten alle sammen hver eneste torsdag året rundt – også når Brøndby IF spiller vigtige kampe i for eksempel Europa League.
– Jeg roser dem utroligt meget, de gør et fantastisk stykke arbejde. Det er nogle af de gode Brøndby-ledere, de er der alle torsdage hele året rundt. Dem sætter vi enormt stor pris på, siger Christian Barrett, formand for amatørafdelingen i Brøndby IF.
Mange, der er kommet på Brøndby Stadion op gennem 80’erne og 90’erne vil også huske, at Forældre BIF havde en bod på stadion under Faxe Tribunen, hvor de solgte kaffe og kage.
– Vi måtte købe ekstra bradepander til damerne i foreningen, de havde kun to hver. Jeg fandt et gammelt regnskab, der var der 170.000 kroner i overskud på salget på stadion. Det er ret mange penge, når man sælger en kop kaffe til fem kroner, siger Bruno Nørregaard.
Senere var det et bageri, der kom med færdige kager, brunsviger, som blev solgt fra boden. Forældre BIF har dog ikke længere boden.

Smørrebrød til jul
For de frivillige i Forældre BIF, er der et fællestræk, når man spørger, hvorfor de er medlemmer og bruger så lang tid på at støtte Brøndby IF. De fortæller alle historien om, hvordan de blev medlemmer. For Bruno Nørre­gaard startede det tidligt.
– Jeg spillede selv fodbold i Brøndby, da jeg var barn. Da jeg blev 15 år, var jeg gammel nok til at blive træner for mit eget hold. Senere blev jeg også medlem af Forældre BIF, fortæller han.
Den nuværende formand, Allan Sørensen, har også en historie.
– Min kone arbejdede i klubhusets cafeteria. Da hun stoppede der, blev hun frivillig i Forældre BIF i stedet. Så kom jeg også ind i det, fortæller han.
Årsagen til, at de fortsætter det store arbejde, skal der graves lidt mere for.
– At være frivillig er næsten en identitet. Vi gør det ikke for at få noget på CV’et eller sådan noget. Det er bare noget vi gør. Vi bliver også inviteret til sociale arrangementer i klubben, der er to fester om året. Til jul får vi lidt smørrebrød, siger Bruno Nørregaard.
– Klubben tager et stort socialt ansvar, det er vi en del af, når vi kan støtte op med vores midler, supplerer Allan Sørensen.

Faldet til
I den ene ende af bankohallen sidder Aase Pedersen og læser Folkebladet. Hun er en af de faste gæster til torsdagsbanko.
– Jeg synes, det er meget godt her. Her er en god stemning. Efterhånden er der flere jeg kender. Ofte har folk jo faste pladser, så nu er jeg faldet til på denne her plads, siger hun.
For at spille banko, skal man være medlem af en forening. Derfor kommer Aase Pedersen kun om torsdagen, så hun kun skal betale til den ene forening. Men der er også en anden fordel. De forskellige foreninger spiller nemlig med forskellige regler og lodtrækninger undervejs, og det kan være kompliceret at holde styr på forskellene. Forældre BIF er nogle af dem, der holder deres bankospil relativt simpelt, hvilket Aase Pedersen foretrækker.
– Jeg kommer en gang om ugen, det koster jo noget at spille og være medlem. De får jo nogle penge ind på kontoen til et godt formål på den måde, men man sidder da stadig og håber, man vinder, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top