Brøndbys faste støtter fylder 50
Forældre-BIF-1-1.jpg
Formand Allan Sørensen og kasserer Bruno Nørregaard er to af de 17 frivillige, der driver Forældre BIF. Foto: Jesper Ernst Henriksen
BRØNDBY. Foreningen Forældre BIF kan på søndag fejrer 50 års jubilæum. De giver en uundværlig støtte til, at børn kan spille fodbold i Brøndby, selvom der mangler penge til kontingent, lyder det fra klubben

For lidt over 54 år siden blev Brøndbyernes Idrætsforening, eller Brøndby IF, som vi kalder dem til daglig, skabt.
Men foreningen havde ikke eksisteret i lang tid, før nogle trænere bemærkede en udfordring i den nye klub. Børn, der ellers var gode fodboldspillere og glade for at spille fodbold, stoppede pludseligt med at komme til træning.
– Der var børn, der blev taget af holdet, de måtte ikke gå til fodbold længere. Det var den gang børn stadig legede i gården. Så måtte træneren ned i gården for at hente dem og tage dem med til træning. Så gik de til forældrene og spurgte, hvorfor børnene ikke måtte gå til fodbold. Forældrene sagde, vi har ikke råd til kontingent, fortæller Bruno Nørregaard, der er kasserer i Forældre BIF og har været med i foreningen siden 1981.
Den oplevelse blev starten på Forældre BIF.

Alle skal have råd
I dag taler mange politikere om at indføre et såkaldt fritidspas, så børn fra de fattigste familier kan få tilskud til fritidsaktiviteter. Det er den mulighed, Forældre BIF giver i dag. På søndag har de gjort det i 50 år.
Lige nu er det omkring 400.000 kroner, der hvert år flyder fra Forældre BIF til klubben.
Halvdelen går til et fast driftstilskud til klubben, som de kan bruge på alt fra nye fodbolde til turneringsgebyrer. Den anden halvdel går til tilskud til kontingent, fodboldudstyr eller betaling til stævner eller træningslejre for børn, der ellers ikke har råd.
– Nogle kunne måske tro, at det efterhånden ikke var nødvendigt, når velstanden i samfundet er steget og folk får flere penge mellem hænderne. Men når man kigger på antallet af børn, der har brug for hjælp, er behovet det samme, som det altid har været, siger Bruno Nørregaard.
Det er ikke Forældre BIF selv, der fordeler tilskuddet, det er Brøndby IF.
– Det må vi slet ikke med GDPR regler og så videre. Det må være de sportslige ledere, der er tæt på fodboldspillerne, der bedst kan vurdere, hvor der er et behov, siger Bruno Nørregaard.
Forældre BIF er flere gange blevet spurgt, om de har givet støtte til en eller flere, der er endt som Superliga- eller måske endda landsholdsspillere. Men det er en misforståelse at spørge sådan.
– Der har ikke været nogen, som vi kender til. Hvis der var, ville vi nok ikke sige det. Vi støtter bredden i Forældre BIF. Det handler ikke om, at den næste Per Nielsen skal have mulighed for at gå til fodbold i Brøndby. Det handler om, at alle, uanset deres talent som fodboldspillere, skal have mulighed for at gå til fodbold i Brøndby, siger Bruno Nørregaard.

Uundværlig støtte
For Brøndby IF er støtten fra Forældre BIF uundværlig, lyder det fra formanden for amatørafdelingen, Christian Barrett.
– Den betyder rigtig, rigtig meget. Det er en uundværlig støtte. Det, der gør en rigtig stor forskel er, at vi har mulighed for at give spillere hjælp til betaling af en tur eller hvis der en enkelt gang mangler penge til kontingent, så støtter Forældre BIF. Det betyder, at det ikke er penge, der er afgørende for, om vores spillere kan komme på tur eller kan spille fodbold i Brøndby, siger han.
For ham er det vigtigt, at Brøndby er meget mere end den professionelle afdeling.
– Vi synes, vi som fodboldklub skal kunne tilbyde alle mulighed for at spille fodbold i Brøndby. Vi er ikke kun en eliteklub, vi er en meget stor breddeklub, vi ønsker at så mange som muligt, især børn fra Brøndby, får mulighed for at spille fodbold ved os, slutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top