Fantastisk trio i Østervangkirken
IMG_0990.jpg
Bobo Moreno sang torsdag aften i Østervangkirken. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Bobo Moreno blev akkompagneret af Bo Stief og Ole Kock Hansen i Østervangkirken torsdag aften

Hvis man tager to af de betydeligste eksponenter for dansk jazz og sætter dem sammen med en sanger, der både kan croone, synge soul – og meget andet – ja så sker der noget. Bobo Moreno har en stemmepragt, der virkelig kom til sin ret i den smukke runde kirke. Han blev akkompagneret af sin stedfar, bassisten Bo Stief, og pianisten Ole Kock Hansen. Repertoiret kom vidt omkring. Fra Cole Porter til Beatles og fra klassisk jazz til nutidig pop.
Det er både intimt og storslået. Det er både legende og virtuost. Det er musik i international klasse, der er præget af en hel særlig spilleglæde, der vidner om, at de tre har spillet sammen i mange år.
En anden kombination havde muliggjort denne fantastiske aften, nemlig Glostrup Sogn og Glostrup Kulturhus, der nu for tredje gang har arrangeret en kirkekoncert sammen. Glostrup Kulturhus arrangerer normalt koncerter i Glostrup Bio. Det vil om kort tid blive åbnet for efterårets koncerter, og der er rigtig meget at glæde sig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top