Forældreforening skaffede Laudrup til Brøndby IF
BRØNDBY. Forældre BIF havde en finger med i spillet, da det lykkedes Brøndby IF at knytte Laudrup-familien til klubben

Brøndby IF var i 1972 på jagt efter en ny træner til førsteholdet. Klubbens mangeårige formand Per Bjerregaard husker, hvordan Forældre BIF’s daværende formand Ib Nielsen bragte en ny mulighed på bordet:

– Lidt henkastet sagde Ib Nielsen, at hans søn gik i klasse med en dreng, hvis far var fodboldspiller. ’Hvem er det?’ spurgte vi andre. Men det vidste Ib Nielsen ikke. Han fulgte åbenbart ikke så meget med i topfodbold. ’Så må du da undersøge det,’ sagde vi til Ib Nielsen, og nogle dage efter vendte han tilbage med navnet på den pågældende. Det var Finn Laudrup, fortæller Per Bjerregaard.

Han fortæller, at Brøndby-folkene anså det for helt usandsynligt, at den berømte Finn Laudrup ville skifte til Brøndby IF, som dengang spillede i Danmarksserien. Alligevel bad de Ib Nielsen om at ringe på døren på Grønnemarksvej og spørge, om Finn Laudrup ville være spillende træner.

– Til alles store forbløffelse kom Ib Nielsen tilbage med den besked, at ’det kunne der da måske godt blive tale om’. Og siden indgik jeg en aftale med Finn Laudrup, siger Per Bjerregaard.

Forældre BIF kom dermed til at spille en afgørende rolle i Brøndby IF’s udvikling. Under Finn Laudrup rykkede BIF nemlig for første gang op i divisionerne, og Laudrup-familien fik siden en enorm betydning for klubben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top