Mange muligheder for at samle affald
voksne_samler_affald.jpg
Søndag bliver der samlet affald i hele vores område. Foto: Danmarks Naturfredningsforening
HELE OMRÅDET. På søndag er der den årlige affaldsindsamling. Denne gang er der særligt fokus på cigaretskodder. Der bliver samlet affald i både Glostrup, Brøndby og Vallensbæk

Søndag den 31. marts holder Danmarks Naturfredningsforening affaldsindsamling i hele Danmark. I år er der på landsplan særligt fokus på cigaretskodder. Ifølge foreningen havner der hver dag otte millioner cigaretskodder på gaden og i den danske natur. Afhængig af omgivelserne kan det tage op til ti år for et cigaretskod at blive nedbrudt. Så bliver de ikke samlet op igen, bliver det rigtig mange cigaretskodder, der kommer til at ligge.
– Vi sætter stor pris på, at vores lokale natur er ren og pæn, så vi kan få nogle gode naturoplevelser. Derfor samler vi affald ind. Men det handler også om at sende et signal til andre om, at det ikke er i orden at smide affald i naturen, siger Louise Moretta, bestyrelsesmedlem i DN Glostrup.

God læring for børn
Der er også god læring for både store og mindre børn i at samle affald op efter andre. Det skaber gode ambassadører, der ved, hvordan man opfører sig i naturen, fortæller Louise Moretta.
– Det er drønirriterende, og det føles uretfærdigt at samle op efter andre. Derfor er Affaldsindsamlingen en vigtig læring til børn. De får selv en god adfærd helt fra barnsben, der smitter af på andre,siger hun.

FAKTA
Her mødes affaldsindsamlerne
Glostrup:
Affaldsindsamling i Konsulindelunden overfor Egepark. Indsamlingen begynder klokken 10. Tilmelding er ikke nødvendig, men medbring gerne et par arbejdshandsker
Brøndby: Mødestedet er uden for Brønden klokken 10. Målet er at samle affald rundt om centeret, Esplanaden, villa veje i området og også gerne ned mod søerne. Tilmelding ikke nødvendig, Men SMS gerne på 60 57 17 50.
Vallensbæk: Affaldsindsamligen starter klokken 10 tre steder:
Pladsen ved Fakta , Tværbækvej 3 ( dækker Nordmarken)
Bækkehuset (Naturskolen) Vejlegårdsvej 95. (Dækker Mosen og Landsbyen)
Tanghusene ved slusen mellem Ringesø og havnen ( dækker Vallensbæk Strand)
Alle får udleveret handsker, gribetang, affaldspose. Efter indsamlingen bydes på en grillpølse og lidt at drikke i Bækkehuset. Du kan tilmelde dig cet@vallensbaek.dk, eller bare møde op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top