Merete Scheelsbeck ny folketingskandidat
Merete-Scheelsbeck.jpg
Merete Scheelsbeck er ny folketingskandidat. Foto: PR
BRØNDBY OG VALLENSBÆK. Merete Scheelsbeck overtager Brøndbykredsen efter afdøde Ole Stephensen

Lørdag afholdt Det Konservative Folkeparti opstillingsmøder i blandt andet Brøndbykredsen, der dækker Brøndby, Vallensbæk og Ishøj Kommuner. Her pegede medlemmerne på Merete Scheelsbeck som deres nye folketingskandidat. Hun overtager dermed kredsen efter afdøde Ole Stephensen og kommer til at stå øverst på stemmesedlen til folketingsvalget. Ud over Brøndbykredsen blev Merete Scheelsbeck også valgt i Hvidovrekredsen og Taastrupkredsen.
– Det er meget naturligt at skulle overtage kredsene fra Ole, da det jo er mine tidligere kredse. Så jeg kender kommunerne, men selvfølgelig er det da på en ærgerlig baggrund, at jeg nu springer til og skal kæmpe for et konservativt mandat fra Vestegnen i Folketinget efter valget. Jeg synes virkelig, at det er vigtigt, at der også er nogen, der taler Vestegnens sag på Christiansborg. Vi har udfordringer, men bestemt også mange muligheder, og med en befolkningstilvækst på omkring ti procent i de vestegnske kommuner i løbet af de kommende ti år, så skal vi have fundet de rigtige løsninger nu, udtaler Merete Scheelsbeck.
I valgkampen vil Merete især have fokus på de trafikale udfordringer, som der mangler løsninger for på Vestegnen. Det drejer sig primært om trængselsproblemer, som koster alt for mange kø-timer på motorvejene, og den alt for høje trafikstøj, som har store konsekvenser for både har sundheden og livskvaliteten for mange borgere hverdagen. Derudover er klimaet og sundheden højt på den konservative kandidats dagsorden. Merete har siddet i folketinget siden Rasmus Jarlov i forsommeren 2018 blev Erhvervsminister, og har følgende ordførerskaber: Uddannelse- og forskning, Kultur, EU, Ligestilling, Udvikling, Grønland og Færøerne. Hun har desuden siddet i byrådet i Høje-Taastrup Kommune siden januar 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top