Penge til tre renoveringer
GLOSTRUP. På Glostrup Kommunes budget er der sat en pulje af til renovering af kommunens ejendomme. Den går i år til Spirehuset, Søndervangskolen og Glostrup Hallen

På kommunalbestyrelsens møde i februar blev der fordelt en pulje på i alt 8,7 millioner kroner til renovering af Glostrup Kommunes ejendomme. Fordelingen var blevet anbefalet af administrationen og kommunalbestyrelsen valgte i enighed at følge anbefalingen. – Jeg er rigtig glad for at se dette punkt på dagsordenen. Det betyder, at den prioritering, som Samarbejdsgruppen har lavet i forhold til kommunale bygninger, den nu går i gang. Det gode ved det er, at dette er en rent saglig vurdering af, i hvilken rækkefølge kommunens bygninger skal sættes i stand, sagde Søren Enemark (S), formand for Miljø-, Teknik- og ejendomsudvalget.

Renoveringerne
Daginstitutionen Spirehuset bliver renoveret for 2,2 millioner kroner. De bygningsmæssige rammer både indvendig og udvendig er nedslidte og trænger til et generelt løft. Renoveringen vil omfatte renovering af indvendige overflader, børnetoiletter og udedepot, udskiftning af vinduer og udvendige døre samt opretning af afvanding på udearealer.
– Jeg har selv været ude at se Spirehuset, og jeg var lidt rystet over de forhold vi tilbyder vores børn der, så jeg kan kun bakke op. Det er på tide vi får taget fat i renovering af vores ejendomme, sagde Lars Thomsen (Bylisten).
På Søndervangskolen skal der renoveres for en million kroner. Der er flere vinduer i så dårlig stand, at de er skruet fast, så man ikke kan åbne dem. Ligeledes er flere udvendige døre så udtjente, at de ikke længere er mulige at reparere. De skal derfor udskiftes.
Glostrup Hallen skal renoveres for 5,5 millioner kroner. Den vandrette del af taget rundt om hal 1 i Glostrup Idrætspark er nedslidt, og der er løbende behov for reparationer. Det skal derfor udskiftes og samtidig efterisoleres blandt andet for at opbygge et hensigtsmæssigt fald mod nedløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top