Ungdomsdemokratidag i Brøndby
Underholdning-SunnyCagara.jpg
Ungdomsdemokratidag i Brøndby. Foto: Brøndby Ungdomsskole
BRØNDBY. Kulturhuset Brønden var fyldt med elever fra kommunens 8. klasser, da den årlige ungdomsdemokratidag blev afholdt i Brøndby Kommune

220 elever fra kommunens tre folkeskoler debatterede ivrigt med hinanden, med deres lærere og de lokale politikere under den årlige ungdomsdemokratidag i Brøndby.

Fælleselevrådet, som er et overordnet elevråd for alle kommunens skoler, havde på forhånd udstukket fritid som hovedtema for dagen.

8.a på Brøndbyvester Skole havde tænkt i en helt ny form for ung-til-ung formidling, der både øger kendskabet til fritidsmulighederne og sætter journalistik på skoleskemaet på 8. årgang. Kort og godt lyder idéen på, at der bliver oprettet en netavis, hvor eleverne fortæller om de arrangementer, der involverer eleverne.

– Vores idé er så, at arbejdet går på tur mellem 8. klasserne i Brøndby, så hver klasse har den i tre uger. I 8. klasse skal alle alligevel lære om, hvordan man laver avis, så det synes vi ligeså godt man kan bruge aktivt”, fortæller Line Christensen og Niclas Niebling om klassens idé.
Begge elever er glade for demokratidagen, og de ser gerne, at den fortsætter mange år endnu.

– Det er fedt, at man har noget at skulle have sagt – og at der er en mulighed for at nogle af idéerne bliver indført. Jeg elsker også, at vi kan samles om at gøre det sted, vi bor, bedre, siger Niclas Niebling.

Også Line Christensen roser det sociale aspekt ved demokratidagen:
– Det er fedt, at skolerne er med til, at vi kan lære hinanden at kende på tværs – at man kan få sat et ansigt på dem fra de andre skoler, siger hun.

Sidst på dagen blev der afholdt valg. Det skete på samme måde, som når de voksne går til stemmeurnerne – med køkultur, valgborde og stemmebokse.
8. ID på Brøndbyvester Skole løb med sejren og fik blandt andet lykønskninger fra borgmester Kent Max Magelund (S). Klassens forslag om kortere skoledage var ikke overraskende populært blandt kammeraterne, men de havde samtidig tænkt i en struktur, hvor eleverne giver afkald på en uges ferie om året for til gengæld at skabe mere plads til fritidsaktiviteter.

Ungdomsdemokratidagen har været afviklet årligt siden 2011, og flere tidligere projekter, som har været oppe at vende på dagen, er blevet til virkelighed. Det er Brøndby Ungdomsskole, der i samarbejde med de involverede lærere fra alle tre skoler arrangerer dagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top