Volleykvinder klar til DM-semifinale
190313-BVK-Ikast-1-kvart-Manuela-serv-LR-2.jpg
Manuela Johnsen klar til serv. Foto: Lars Rasmussen
SPORT. Med to 3-0 sejre er Brøndby Volleyball Klub nu i semifinalen i DM, hvor Elite Volley Aarhus venter i op til fem kampe

Det var et yderst motiveret og velforberedt hold der gik på banen, da Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder i løbet af ugen på overbevisende vis spillede sig i DM-semifinalen, ved at besejre Ikast KFUM med to gange 3-0. Mindre end 14 dage før den første kvartfinale var det Ikast der løb af med en 3-2 sejr i en kamp i grundspillet, så det var tydeligt, at Brøndbys damer gik ind til kvartfinaleserien, som spilles bedst af tre kampe, med den klare målsætning at bevise at det var en beklagelig off-day de havde i starten af marts.
Første kvartfinale var på hjemmebane, onsdag den 13. marts. Det tidligere nederlag sad stadig i baghovedet og der blev ikke løbet nogen risiko. Fra start blev der lagt ud med den formodede stærkeste opstilling og da det gav det ønskede resultat, skulle man helt hen i tredje sæt, før der blev foretage udskiftninger. Udskiftninger der vel at mærke fortsatte de gode takter som var sat i gang og hev 3-0 sejren hjem.
Tre dage senere gik turen så til Ikast og motivationen til at afgøre kvartfinalen i to kampe var ikke blevet mindre. Startopstillingen var den samme som i onsdagens kamp og resultatet var lige så overbevisende, endnu en sejr på 3-0.
Med de to sejre har Brøndby kvalificeret sig til semifinalen, som spilles bedst af fem kampe. Modstanderen bliver Elite Volley Aarhus, som i deres kvartfinale har været lige så overbevisende i to 3-0 sejre over Fortuna Odense. Der er således lagt op til nogle drabelige opgør, når Brøndby og Elite Volley Aarhus mødes.
Første gang er på Brøndbys hjemmebane i Stadionhal 1, på lørdag klokken 14.00. Herefter går turen til Aarhus den 27. marts og igen i Brøndby den 30. marts klokken 13.00. Er der herefter ikke fundet en finalist, er der afsat en eventuel 4. kamp den 2. april i Aarhus og hvis det bliver nødvendigt, en sidste og afgørende 5. kamp den 6. april i Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top