Beskæftigelsesmæssigt paradigmeskift
debat.jpg
DEBAT. Af Sikandar Siddique, Folketingskandidat, Københavns Omegn, Cand.Comm.

Vallensbæk Kommune fortsætter med at styrke ledige igennem holdspil. Når ledigheden har varet 6 måneder, og håbet om et job daler er det vigtigt, at ledige får genoprejst motivationen. Kommunen tilbyder sine ledige professionel træning i holdspil tilpasset den enkeltes holdspilserfaringer – i kombination med ugentlige jobfaglige oplæg
Jeg er imponeret over Vallensbæks ”beskæftigelsespolitiske paradigmeskift” for ledige.
Kommunens indsats er positivt inkluderende og en ny måde at se lediges ressourcer på.
Det skaber fælleskab, involverer civilsamfundet og er et befriende humant alternativ til traditionel jobsøgningskontrol og restriktion, der ikke hjælper ledige i job.
Ledige medborgere skal sættes før systemet, så den enkelte er i fokus i mødet mellem myndighed og borger. Vi skal gøre op med beskæftigelsesmæssigt ”kontrolpoliti” og standardløsninger, der ikke passer til den individuelle. Vi skal have løsningsmodeller, der sætter borgeren fri til at søge job, og flytter beskæftigelsespolitikken fra system-velfærd til relations-velfærd”. Retten til dagpenge og kontanthjælp skal være uden modkrav, og ledige skal ikke længere tvinges til at søge X antal job eller sættes i meningsløs beskæftigelse. Samfundet skal turde stole på sine borgerene og møde dem med tillid.
Jobcentrets sagsbehandlerolle er ikke at pålægge ledige restriktioner og aktivering, men at være lediges fast tilknyttet mulighedsfremmende job-sparingspartner.
Jobcentret skal reformeres fra at være kontrolindsats, der pålægger ledige systemets tilbud, til tilbud om jobsøgningsmuligheder tilpasset den enkelte. De ledige skal selv have ansvar for at vælge den løsning, der fører til job.
Alternativet vil reformere samfundets kontrollerende mistænksomhed over for ledige- og overførselsindkomstmodtagere. Et samfund skal vise sine borgere tillid og have tiltro til, at den enkelte borger ønsker sig økonomisk og beskæftigelsesmæssig uafhængighed.
Det beskæftigelsesmæssige systemskifte fra ”system-velfærd til relations-velfærd” gør op med alle utrygheds- og fattigdomsskabende incitamenter, som 225-timers regel, førtidspensions-reform, integrationsydelse og fleksjobs-reform. Vi vil sætte vores medborgere før systemet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top