Blev rask og fik nye venner
Lone.jpg
Lone Jensen fra Glostrup fandt nye venner via Boblberg. Foto: Privat
GLOSTRUP. Lone Jensen fra Glostrup blev syg og mistede nogle nære venner, men fik et godt råd fra kommunen, der hjalp hende til at få et godt socialt liv igen

Lone Jensen er født og opvokset i Glostrup, hvor hun også har tilbragt størstedelen af sit liv. Lone er diagnosticeret med fibromyalgi, som er en kronisk sygdom, der forårsager mange smerter i muskler og led, samt træthed og nedsat fysisk udholdenhed. Dette er ligeledes årsagen til, at Lone Jensen er tilkendt flexjob, som hun flittigt søger.
– Ja, det hænger desværre ikke på træerne med de arbejdspladser. Men nu har jeg efterhånden fået sendt en del afsted. Hvis ikke man sender, så får man ikke noget, ikke sandt?, siger hun.

Mistede nære venner
I 2014, i en sen alder, blev Lone Jensen ramt af et alvorligt tilfælde af mononukleose, i daglig tale kendt som ”kyssesyge”, der førte til et længere sygdomsforløb med næsten fatale konsekvenser. Med tiden blev det heldigvis bedre, og hun kom sig langsomt. Desværre var det ikke sygdommen alene, som hun kæmpede med. Hun oplevede også, at to af hendes tætte veninder, som blandt andet omfatter en barndomsveninde, af uransaglige årsager trak sig mere og mere tilbage. Denne distancering voksede sig større, og kontakten gled ud i sandet. Lone Jensen undrer sig stadigvæk over, hvad der førte til denne afslutning på nogle ellers lange og gode venskaber.
– Det er ikke noget jeg længere bruger meget tid på at spekulere i, men jeg oplevede da nok en følelse af svigt, at jeg sådan blev overladt til mig selv i en tid, hvor jeg havde brug for støtte under min sygdom, siger hun.
Det var ikke fordi hun følte sig ensom, men nu var to af de veninder, som hun ellers plejede at dele mange dejlige stunder med, pludselig ikke en del af hendes liv længere. Hendes søn havde også i perioder boet hos hende, så det var ikke fordi, at der var stille i lejligheden, når hun også fra tid til anden var plejemor for hendes søns kat.
På Jobcenteret blev Lone Jensen mødt af en sagsbehandler som, til overraskelse for Lone Jensen, følte, at hun virkede ensom. Det var denne sagsbehandler, der introducerede Lone Jensen for Boblberg.
Efter en kortere introduktion til platformen blev Lone overbevist, og valgte at oprette sig på Boblberg. Efter at have udforsket de mange forskellige bobler fra andre folk i Glostrup Kommune forsøgte Lone Jensen sig med at lave sin første bobl i søgen på nye venskaber.

Venskaberne blomstrer
Det skulle vise sig at være en rigtig god idé. For der gik heller ikke lang tid før, at Lone blev kontaktet af ikke bare én, men tre jævnaldrende kvinder, som hver især rigtig gerne ville lære Lone Jensen at kende.
Kommunikationen over chat gik uden problemer, og der var meget at snakke om, så da Lone Jensen blev inviteret til frokost hos en af kvinderne, som var bosat i Albertslund, greb hun muligheden med det samme, og hoppede på cyklen.
Det var en stor succes. Snakken gik, de hyggede sig gevaldigt og nærmest inden frokostens udgang, var næste aftale på plads. Her var det Lone Jensen, der inviterede hjem til gløgg og æbleskiver i Glostrup.
Lone Jensens positive oplevelser på Boblberg har gjort så stort indtryk, at hun i bredt omfang anbefaler andre personer at udforske de mange muligheder for skabe den specifikke form for fællesskab, som man selv søger. Det vidner Lones kalender ligeledes om, da der er nok med aftaler arrangeret for den kommende tid. Derfor har hun også, efter succes med den første bobl, valgt at oprette en ny.
– Jeg har to billetter til en Cliff Richard koncert i juni måned, hvor jeg mangler en til at tage med mig. Jeg satser på, at der en, som godt vil med mig til koncert. Jeg kan vel ikke være den eneste person på plænen til en Cliff Richard koncert!? siger hun.

Boblberg

Boblberg.dk er en gratis borger-til-borger-platform med mere end 140.000 medlemmer fordelt over hele landet.
Her kan man nemt og sikkert skrive sammen med andre og finde nye fællesskaber.

Der er fokus på at skabe mentalt og fysisk sunde fællesskaber, der bryder den sociale ulighed i sundheden.

Platformen er skabt af Røde Kors i samarbejde med 29 kommuner, herunder Glostrup Kommune. Boblberg tilbyder forskellige aktiviteter i de deltagende kommuner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top