Daginstitutioner er presset ud over det rimelige
DEBAT.

En kreds af forældre indkaldte lørdag til demonstration i Vallensbæk i protest over mangel på voksne i Vallensbæks daginstitutioner. Jeg kan sagtens genkende deres frustrationer. Daginstitutionerne i Vallensbæk er presset ud over det rimelige – også selvom institutionerne faktisk fik flere penge til at ansætte pædagoger sidste år.
Årsagen er først og fremmest den fejlslagne udbygningspolitik, som Konservative og Socialdemokratiet står bag. Vallensbæk er vokset fra 13.472 indbyggere i 2010 til 16.654 her i 2019 og indenfor de kommende år forventes kommunen, ifølge sin egen befolkningsprognose, at passere 19.000 indbyggere. Vores daginstitutioner har ganske enkelt ikke kunnet følge med.
Det betyder, at daginstitutionerne i Vallensbæk Strand kører med langt flere børn end institutionerne er indrettet til i forårsmånederne – og problemet bliver bare større og større. Indenfor få år kører institutionerne med flere børn end de er beregnet til året rundt.
Borgmesteren vil gerne have de formodede indtægter fra de nye borgere, men er ikke meget for at finde plads til nye institutioner og skoler. Det presser daginstitutionerne ud over, hvad der er rimeligt. Svaret er at borgmesterens udbygningsvanvid må stoppe, og der må investeres i vores daginstitutioner, så børn, pædagoger og pædagogmedhjælpere igen kan ånde.

Svar 1: Kenneth blander igen æbler og pærer
Af Søren Wiborg (S)1. viceborgmester i Vallensbæk Kommune
Det er en kendt sag, at Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti er modstander af stort set al udvikling og vækst i Vallensbæk. I forældrenes landsdækkende kamp for flere hænder i daginstitutionerne bliver denne gammeldags holdning til vækst og udvikling så også blandet ind. Kenneth forsøger tilbagevendende at skræmme forældre og ansatte med, at deres børn ikke bliver passet, som følge af væksten og udbygningen i Vallensbæk. Kenneths skræmmekampagne har naturligvis ikke hold i virkeligheden, hvilket Kenneth også må erkende, hvis han ellers kom lidt væk fra Christiansborgs trygge mure. Selvfølgelig er der både daginstitutioner og folkeskoler til alle børn og unge i Vallensbæk uanset, hvor mange borgere, der ønsker at bosætte sig her.
Forældrenes demonstration for bedre normeringer har intet med Vallensbæks vækst at gøre. Forældrenes kamp er landsdækkende og så har en gruppe forældre i Vallensbæk – med (økonomisk og politisk) støtte fra den lokale Socialdemokratiske partiforening med flere – valgt at lave en manifestation på Vallensbæk Rådhus. Socialdemokratiet har i årevis plæderet for flere hænder i daginstitutionerne. Socialdemokratiet fik således med i Budget 2019, at der kom flere pædagoger og pædagogmedhjælpere i daginstitutionerne. Ikke markant flere, men vi fik markeret, at Socialdemokratiet er forældrenes parti i Vallensbæk. Tænk hvilke muligheder vi får, hvis flere støtter os til kommunalvalget om 2,5 år.
I øvrigt en fabelagtig flot og værdig demonstration af forældrene ved Vallensbæk Rådhus i lørdags.

Svar 2: Vi udvikler vores skoler og daginstitutioner
Af Henrik Rasmussen (K) Borgmester i Vallensbæk
Ja, Vallensbæk er vokset. Vi følger befolkningsprognosen tæt, så vi er på forkant med udviklingen. Det er noget, jeg og hele forvaltningen er meget opmærksomme på.
Vi sætter midler af, som matcher beregningerne i vores befolkningsprognose. Og vores institutioner får altid ressourcer svarende til det antal børn, de har. Alle institutioner i Vallensbæk er blevet energirenoveret, og der er lavet nye kreative pædagogiske læringsmiljøer. Derudover bliver der investeret i nye kvadratmeter og plads til flere børn i Mejsebo og Birkely. Der er også sat penge af til en helt ny og innovativ institution i 2022.
Jeg bliver nødt til at understrege, at vi i Vallensbæk også har en rigtig høj tilfredshed blandt forældrene i vores dagtilbud. 87 procent af forældrene er samlet set meget tilfredse eller tilfredse med vores dagtilbud. Jeg lægger heller ikke skjul på, at visionen om at skabe et udviklende børne- og ungeliv er noget af det, der betyder rigtig meget for mig. Derfor arbejder vi i Vallensbæk konstant på at udvikle vores skoler og daginstitutioner, så vores børn og unge får de bedste muligheder for et trygt og læringsrigt liv.
Jeg arbejder for at skabe fundamentet for den gode og trygge barndom for vores børn, det skal Kenneth Kristensen Berth i hvert fald ikke så nogen tvivl om.

1 kommentar om “Daginstitutioner er presset ud over det rimelige”

  1. Louise Midjord siger:

    Kenneth Kristensen Berth har i sit debatindlæg d. 9. april fat i det essentielle om forældreopråbet d. 6. april, og hvorfor vi forældre fortsætter med at råbe op: Der mangler voksne i daginstitutionerne. Vi ønsker dog fokus flyttet til, hvilke handlemuligheder, der måtte være for at øge de reelle normeringer til gavn for børnenes tryghed og udvikling.

    Derfor glæder det os at læse Borgmesterens svar i samme debat om, at ”visionen om at skabe et udviklende børne- og ungeliv er noget af det, der betyder rigtig meget for mig”. Vi håber det betyder, at vi snarest ser minimumsnormeringerne på dagsorden i byrådet, så kommunen ikke fortsat skal være en af de dårligste normerede kommuner I dk. Så forældre kan være trygge ved at aflevere deres børn i institutionerne, og børnene kan få de voksenhænder, der er behov for hver dag. Kravet om minimumsnormeringer er ifølge flere forskere netop kun et absolut minimum, hvis vores børn ikke skal lide af omsorgssvigt i institutionerne!

    Bormesteren henviser i samme svar til forældrenes tilfredshed med dagtilbuddene i Vallensbæk. Den tilfredsundersøgelse, borgmesteren henviser til, kan dog ikke bruges ift. tilfredshed med normeringerne i daginstitutionerne. Hvis man kigger på de enkelte spørgsmål og resultater fra tilfredshedsundersøgelsen i 2016, er det tydeligt, at der IKKE spørges til forældrenes opfattelse af normeringer. Formuleringerne af spørgsmålene lægger op til, om forældrene er tilfredse med det pædagogiske personales indsats (under de givne rammer) – hvilket er noget helt andet end, om der er hænder nok. Der, hvor forældrene er mest utilfredse, er netop på spørgsmålet om pædagogernes tid og ressourcer, hvilket er det tætteste man kommer på at kunne måle tilfredshed med normeringer. Så den tilfredshed, som borgmesteren henviser til, er altså den generelle tilfredshed med det pædagogiske personales indsats inden for den tid, de har til rådighed – ikke en tilfredshed med antallet af voksne pr. barn.

    #HvorErDerEnVoksen

    Louise Midjord, Laura Dixen, Nadia Nathan, Dorte Pedersen.
    Initiativtagere til forælderopråb i Vallensbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top