Demonstrationer for flere voksne til at passe børn
demonstration.jpg
120 mennesker demonstrerede i Glostrup. Foto: Mogens Mathiesen
HELE OMRÅDET. I både Glostrup og Vallensbæk var der lørdag demonstrationer for bedre normeringer, altså færre børn per voksen i daginstitutionerne

Lørdag var der demonstrationer over det meste af Danmark for bedre normeringer i daginstitutionerne. De kommer efter DR2 dokumentaren ”hvem passer vores børn?”, der har sat gang i debatten om bedre normeringer eller minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Både i Glostrup og i Vallensbæk var der også demonstrationer.
i Glostrup var det Lise-Lotte Dahlgaard Mortensen, der havde arrangeret demonstrationen.
– Jeg har næsten ene mand stablet denne demonstration på benene. Den landsdækkende demonstration har været annonceret i noget tid, så jeg gik og ventede på, hvornår der bliver annonceret en demonstration i Glostrup, da der kun var en uge tilbage, så måtte jeg jo gøre noget, siger hun.
Hun organiserede demonstrationen via Facebook, hvor der var 25 tilmeldte. Der endte med at være cirka 120 til selve demonstrationen.
– Det var helt overvældende. Det blev et rigtig flot optog på Hovedvejen. Jeg var også rigtig glad for, at der var flere lokalpolitikere, der bakkede op. Fællestillidsrepræsentanten for pædagogerne stillede sig også op og sagde, at hun var glad på hele personalets vegne for, den opbakning som vores demonstration viste til forholdene for vores børn, siger Lise-Lotte.
Hun understreger også, at demonstrationen ikke skal opfattes som en kritik af personalet:
– Vi kritisere ikke personalet. De gør deres bedste for at organisere sig ud af udfordringerne, men det er helt tydeligt at antallet af voksne er en begrænsning.

Skrøbelig kvalitet
Lise-Lotte Dahlgaard Mortensen har haft børn på fire forskellige institutioner i Glostrup. Den samlede konklusion for hende er, at kvaliteten er svingende, ikke kun fra sted til sted, men også over relativt kort tid i en daginstitution.
– Jeg havde min ældste datter på en institution, hvor vi opelvede god kvalitet. Da min yngste kom på samme institution, var der sket nogle ting, og så var kvaliteten en helt anden, siger hun.
Problemet er, at kvaliteten ryger, når der er selv mindre udskiftninger i personalet.
– Jeg oplever det sådan, at kvaliteten er enormt skrøbelig. Der er skåret så meget ind til benet, at når en går fra på grund af sygdom, barsel, jobskifte eller noget andet, så kan der kan gå lang tid, før der bliver ansat en ny. Så sejler det. Alle forældre er godt klar over, at der enkelte dag kan være sygdom, hvor der er færre hænder. Men det er ikke bare enkelte dage, det er ofte, siger Lise-Lotte.
Derfor kan hun også godt frostå, at der er nogle forældre, der ikke bakker op om demonstrationerne. De har været heldige at opleve en institution, hvor der hele vejen igennem har været god kvalitet.
Til demonstrationen blev der malet på sten, der ligger foran rådhuset. Lise-Lotte håber, de får lov at blive liggende og at flere vil bidrage.

7. sidste plads
Også i Vallensbæk Kommune var der demonstration foran rådhuset.
– Vallensbæk Kommune er landets syvendemindste kommune. Men vi er ikke for få til at stable en demonstration på benene med ganske kort varsel. Vi vil også på landkortet med vores protest på vores børns vegne. Der er nemlig en anden 7. sidste plads, vi ikke er så stolt af. I Vallensbæk har vi den syvende ringeste normering af voksne per barn i vores daginstitutioner. Det skriger jo til himlen, for vi er langtfra den syvende fattigste kommune. Vi er en velstillet kommune med skatteindtægter over gennemsnittet pr. indbygger. Så skal der også være råd til at give vores børn nogle ordentlige forhold, siger medarrangør Laura Dixen.
– Da jeg blev mor i august, kiggede jeg på min lille datter og tænkte, skal vi nu igennem det igen. Jeg får helt ondt i maven af tænkte på at skulle aflevere min datter Rosa Lina i en vuggestue, hvor pædagogerne er for få. Jeg vil have god fornemmelse i min mave, når jeg skal aflevere mit barn, vide at hendes helt basale behov faktisk er blevet set, mødt og blevet forstået, hver dag. Derfor tog jeg initiativ til, at vi fik vores egen demonstration i Vallensbæk, supplerer tovholder Louise Midjord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top