Henrik Rasmussens 25 års jubilæum fejret
Henrik-Rasmussens-jubilæum-forside.jpg
VALLENSBÆK. I år er det 25 år siden, borgmester Henrik Rasmussen første gang blev medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk. Det blev fejret med en stor reception torsdag,

Næsten hele nederste etage af Vallensbæk Rådhus, hvor der normalt er Vallensbæk Kultur- og Borgerhus, var torsdag eftermiddag omdannet til et stort festlokale. Her skulle Henrik Rasmussens 25 års jubilæum som kommunalbestyrelsesmedlem nemlig fejres.
Der var fyldt med venner og bekendte og politiske venner og modstandere, der dog alle kun havde positive ting at sige om Henrik Rasmussen.
– Man er godt nok en meget mærkelig mand, når man i en alder af 47 har 25 års jubilæum i noget som helst. 25 års jubilæum i en kommunalbestyrelse, det vidner om politisk aktivitet fra sine unge år. Det vidner om, at man brænder for demokratiet og elsker at være tæt på borgerne, som man jo er som kommunalpolitiker, sagde Søren Pape Poulsen.
Han har flere gange haft besøg af Henrik Rasmussen på Christiansborg.
– Du kæmper for din kommune. Henrik har det sådan, som de fleste borgmestre har det: Når man er borgmester, så er man borgmester for sine borgere før alt andet. Henrik kan været helt fantastisk irriterende at høre på, men det er også hans opgave, at fortælle os, hvad vi ikke kan lide at høre og gøre os klogere. Vi har talt støj og trafik, og når man siger det tit nok, så lytter folk. Du kæmper for dine borgere på en ordentlig og respektfuld måde og med forståelse for, at vi har forskellige roller, sagde Søren Papa Poulsen.

Valgte borgmesterpost
Viceborgmester Søren Wiborg talte om Henrik Rasmussens politiske karriere.
– Vi har først arbejdet tæt sammen, efter du med dags varsel blev indsat som borgmester i 2010 efter Kurt Hockerups død. Det var en lidt hård tid, og du skulle træffe nogle svære valg. Du var netop kommet i Folketinget. Vi så dig nogle gange på TV som de konservatives uddannelsespolitiske ordfører og det virker som om du befandt dig godt i den rolle. Her kom så et dilemma. Med dags varsel skulle du sige ja til at overtage posten som borgmester, jeg tror ikke det var noget svært valg, selvom omstændighederne var meget tragiske. Næste dilemma var, om du skulle fastholde din plads i Folketinget, hvilket du ikke gjorde. Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, det var et svært valg. De konservative var i tilbagegang, så det var noget mere sikkert at nikke ja tak til posten som borgmester, sagde Søren Wiborg.

Sagde tak med et digt
Hele dagen var i Henrik Rasmussens ånd. Underholdningen bestod først af to operasangere, hvilket han går meget op i. Der var også en klasse fra Egholmskolen, der sang regnvejrsdag i november (jeg vil male dagen blå), og en klasse fra Pilehaveskolen havde malet deres egne borgmesterportrætter.
Udover alle de almindelige gaver, var der også to usædvanlige gaver.
Henrik fik ridderkorset for de 25 års arbejde i kommunalbestyrelsen, og det officielle borgmesterportræt, malet af den kendte portrætkunster Mundo, der bor i Vallensbæk, blev afsløret.
Henrik Rasmussen selv sagde tak på en lidt utraditionel måde. Han havde nemlig skrevet et digt.
– Tænk at 25 år er gået / Rigtig mange ting synes jeg at have nået / Jeg kan tydeligt huske mit første møde /Hvor jeg blev præsenteret for magtens fløde / Dengang var det min pligt at møde op fin / Der var ingen chance for, at man gik ned på cigaretter og vin / Det første Poul Hansen lærte mig, hvis man skulle helt til tops / Det var, at glasset skulle skænkes helt op.

Mere liv
For Henrik Rasmussen var det naturligt at blive kandidat til kommunalbestyrelsen.
– Jeg var politisk aktiv, jeg var med i KU, så det var naturligt, at jeg kom med i kommunalpolitik. På den måde kom jeg bare med, og så har jeg været her siden, siger han.
Han husker, at han i de første år kæmpede for at gøre Vallensbæk til en mere spændende kommune.
– Det var meget med de unge. Jeg kan huske som ung, at jeg syntes, at Vallensbæk godt kunne være lidt kedelig. Derfor tænkte jeg, at jeg godt ville være med til at skabe en by, som er mere drivkraft med mere liv i byen, det synes jeg også er lykkedes. Der er kommet stor forandring, siger han.
Siden han i 2010 blev borgmester er der også sket meget.
– Det største er kulturrejsen fra vi stort set ingen penge havde i kassen til vi har en rigtig bæredygtig og sund økonomi, hvor vi har råd til vækst og udvikling. Det har været en kulturrejse af de helt store. Det lyder simpelt, men det har faktisk være rigtig svært, der er rigtig mange, der har ofret blod sved og tårer for at få det til at lykkedes. Det har været en spændende rejse, siger han.
Den rejse peger også på, hvad der skal ske i de kommende år.
– Jeg synes det er vigtigt at gøre det, hjertet er fuldt af og leve drømme ud og gøre det, man føler er rigtigt. Verden er i forandring, jeg synes det er spændende at prøve at følge med i forandringen men også at skabe rammer om ny forandring, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top