Hjælp til støjplagede borgere
debat.jpg
DEBAT. Af Mads Fuglede (V), Medlem af Folketinget

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur. Her vil vi blandt andet øremærke over 1,6 mia. kroner til støjbekæmpelse, hvor særligt Københavns Omegn – herunder Vallensbæk og Brøndby – vil blive prioriteret højt. Støjdæmpende projekter omkring Vallensbækvej i Vallensbæk og Bygaden i Brøndbyøster vil være blandt de første projekter, som bliver igangsat hurtigst muligt.
Derfor håber jeg meget, at blå blok genvinder regeringsmagten, så vi kan være sikre på, at planerne også bliver til virkelighed. For det er på høje tid, at vi endelig gør noget ved de mange støjproblemer, som plager borgerne i Københavns Omegn. Støj er ikke kun et stort problem, fordi den mindsker værdien af mange boliger, den medfører også gener som søvnproblemer, træthed, hovedpine, forøget blodtryk, stress og forøget risiko for hjertekarsygdomme. Det er blevet vurderet, at vejstøj er årsag til op mod 500 for tidlige dødsfald om året. Det er vi nødt til at gøre noget ved.
Derfor har bekæmpelse af især trafikstøj været min helt store mærkesag, siden jeg kom i Folketinget. Det glæder mig derfor ekstra meget, at jeg nu kan se nogle af de tiltag, jeg har kæmpet for i snart to år, er blevet til reel politik i en konkret politisk aftale. Men jeg er slet ikke færdig. Bekæmpelse af trafikstøj er stadig min største mærkesag.
Aftalen er dog et godt skridt i den rigtige retning. En retning som den nuværende regering og Dansk Folkeparti vil følge, hvis vi fortsat har flertal efter det kommende folketingsvalg. Med Venstre ved roret, kan I være sikre på, at bekæmpelse af trafikstøj ikke overlades til lokalsamfundet, men bliver en del af den nationale dagsorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top