Kontanthjælpsloft rammer Vestegnen hårdt
debat.jpg
DEBAT. Af Petar Socevic, (R), Folketingskandidat

Jeg nægter at acceptere en opdeling af Danmark i et A- og et B-hold, når det kommer til børns muligheder i livet.
Kontanthjælpsloftet gør at Vestegnen er hårdt ramt af børnefattigdom. Hvert 10. barn i Brøndby er under fattigdomsgrænsen. Og i Glostrup er det hvert 20. barn. Det er simpelthen en forfærdelig og hjerteskærende udvikling. Forældre, der skal vælge imellem at give deres børn mad på bordet eller betale for huslejen.
Men regeringen vil fastholde den lave kontanthjælp, og Socialdemokratiet tør ikke svare før valget. Socialdemokratiet går endda den anden vej og sænker en uhyggeligt lave integrationsydelse.
Derfor vil jeg sige det helt tydeligt og klart: Læg nu magtspillet til side. Vi har da for pokker et ansvar over for børnene. De har ikke selv en stemme i samfundsdebatten. Der er kun en måde at sikre, at ingen børn vokser op i fattigdom. En afskaffelse af kontanthjælpsloftet.
I stedet for at gå efter de allermest udsatte, kunne man jo vælge at lade være med at sende en gruppe mennesker ud på en øde ø som led i Dansk Folkepartis symbolpolitik. Det koster over 750 millioner af vores allesammens penge. Eller hvad med at gøre op med bankdirektørernes millionbonusser og i stedet løfte børnefamilierne ud af fattigdom. Men i stedet hiver regeringen, DF og Socialdemokratiet tæppet væk under benene på de mest udsatte.
Derfor er der mere end nogensinde før brug for en ny og bedre retning i Danmark. Hvor der er vilje er der vej, og jeg vil kæmpe for at vi efter valget kan samle Danmark. Hvor sammenholdet overvinder småligheden, og hvor uligheden og nedgørelsen af vores medmennesker erstattes af medmenneskelighed og anstændighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top