Letbanejobs til ledige
HELE OMRÅDET. Hovedstadens Letbane får brug for masser af arbejdskraft, så derfor indgår de nu i samarbejde med kommuner og jobcentre om at få ledige i job

Der bliver i den grad brug for flittige hænder, når letbanen langs Ring 3 skal anlægges over de kommende år. Derfor er 28 kommuner og 26 jobcentre i Region Hovedstaden gået sammen i et stort rekrutteringssamarbejde, der skal få ledige og ufaglærte med om bord på projektet. Glostrup, Brøndby og Vallensbæk Kommuner og deres jobcentre er selvfølgelig med i det tre-årige projekt, som vil arbejde målrettet med at få ledige i arbejde på de tre anlægsprojekter; Sydhavnsmetroen, Nyt Hospital Nordsjælland og Hovedstadens Letbane eller afledte områder såsom transport, lagerlogistik, vagt, ejendomsservice og administration. Det skal ske ved at skabe kontakt til ledige, der ser en fremtid med et job i branchen, at uddanne de ledige, der har brug for det, samt at opkvalificere unge, så de får lyst og evner til at få en læreplads i branchen.

2.300 årsværk
Letbaneprojektet alene forventes at skabe en direkte efterspørgsel efter arbejdskraft på cirka 2.300 årsværk. Ud af disse vil cirka 1.500 være ufaglærte jobs som gravearbejde, ledningsarbejde og vejomlægning. Hovedstadens og Nordsjællands Rekrutteringsservice har en målsætning om at rekruttere 450 ledige ikke-faglærte og faglærte direkte i job samt at opkvalificere 300 ledige ikke-faglærte, som pt. ikke har de nødvendige kvalifikationer og kompetencer til et job i branchen. Det skal blandt andet ske gennem målrettede kurser samt samarbejde og dialog med A-kasser og faglige organisationer under LO Hovedstaden samt de entreprenører, der er ansat til at udføre anlægsarbejdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top