Mulighed for kortere skoledage i nærmeste fremtid
debat.jpg
DEBAT. Af Ina Strøjer-Schmidt, Folketingskandidat for SF i Københavns Omegns Storkreds

Skolernes trivselsmåling viste, at trivslen hos eleverne i Brøndby og Glostrup Kommune ligger under landsgennemsnittet. I undersøgelsen er der bl.a. blevet spurgt til, hvor glade eleverne er for skolen. Måske ville børnene blive gladere for at gå i skole, hvis skoledagen var kortere. I hvert fald forholder det sig sådan, at 8 ud af 10 elever i en national undersøgelse mente, at skoledagen er for lang. Det er en stigning fra før skolereformen. Før reformen mente 46 procent af eleverne, at skoledagen var for lang. Tallet er steget til 82 procent af eleverne. En tidligere undersøgelse viste ligeledes, at også halvdelen af forældrene mener, at skoledagen er for lang. Forældrene nævner bl.a., at de oplever, at børnene er trætte, stressede, ukoncentrerede og at børnene har måtte opgive fritidsaktiviteter. Men er der noget om snakken? Det ser sådan ud. Danmark er det land af de 36 OECD lande, hvor eleverne har næstflest obligatoriske undervisningstimer. Men der er en smule lys i horisonten. Fordi for nylig indgik partierne i skoleforligskredsen en aftale om, at skoleugen samlet skal forkortes med 2 timer og et kvarter for eleverne i indskolingen. Det bliver også fremover nemmere for skolerne at søge om 2 timer mindre undervisning samlet på en uge på mellemtrinet og i udskolingen, medmindre skolerne allerede har fået kortet skoledagen tidligere. Efter min mening måtte der gerne have været mulighed for en yderligere forkortelse, for der skal være plads til både skole og fritid i børns liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top