S pynter sig med lånte fjer
debat.jpg
DEBAT. Af Kenneth Kristensen Berth (DF), Medlem af Børne- og Kulturudvalget i Vallensbæk Kommune

Søren Wiborg praler i Folkebladet den 9. april med at Socialdemokratiet har ydet økonomisk støtte til nogle forældres demonstration for minimumsnormeringer i daginstitutionerne. En demonstration, som Søren Wiborg samtidig understreger ikke har noget med Vallensbæk at gøre, fordi den handler om landsdækkende minimumsnormeringer.
Det er mildt sagt mærkeligt. Hvorfor har Socialdemokratiet bidraget økonomisk til en demonstration for landsdækkkende minimumsnormeringer, når Socialdemokratiet i Folketinget har stemt imod landsdækkende minimumsnormeringer?
Jeg kunne forstå det, hvis Socialdemokratiet mente, at der er et problem med normeringerne i Vallensbæk, som jeg skriver om i mit indlæg. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod skriver Søren Wiborg ”der er både daginstitutioner og folkeskoler til alle børn i Vallensbæk uanset, hvor mange borgere, der ønsker at bosætte sig her”.
Det kan enhver jo indse er det rene volapyk. For selvfølgelig er der ikke det. Faktum er tværtimod, at der i øjeblikket er et barn mere i alderen 3-5 år for hver pædagog at passe i Vallensbæk i forhold til landsgennemsnittet.
Og i Vallensbæk tæller både distriktslederne på vores skoler og lederne på daginstitutionerne med i normeringen.
Faktum er, at vi har overbelægning i forårsmånederne på alle institutioner i syd. Og udviklingen bliver ifølge daginstitutionsprognoserne bare værre. Og når dertil lægges de mange projekterede byggerier i Vallensbæk, hvor alene Vallensbæk Byhave genererer behov for 251 daginstitutionspladser, så kan enhver jo se, at det slet ikke passer sammen.

Svar: Der er så meget Kenneth ikke forstår
Af Søren Wiborg (S), 1. viceborgmester, Vallensbæk Kommunalbestyrelse

Selvfølgelig kan den lokale Socialdemokratiske partiforening støtter op om Vallensbæk forældrenes krav om flere hænder i daginstitutionerne. Tager den gerne en gang til for KKB. Socialdemokratiet har ved mange lejligheder anført, at vi ikke støtter minimumsnormeringer. Kravet vil fjerne det kommunale selvstyre. Minimumsnormeringer tager ikke hensyn til børnenes individuelle behov, som kan være forskellig fra institution til institution – selv fra stue til stue. At vi ikke støtter minimumsnormeringer, må du ikke forveksle med, at vi støtter forældrenes helt rimelige krav om flere hænder i daginstitutionerne. Det kan da ikke være så vanskeligt at forstå? Eller!
Så vil jeg også gentage, at du skal stoppe dit volapyk og dine skræmmebilleder om, at børn i Vallensbæk ikke kan komme i daginstitution eller i skole. Alle børn i Vallensbæk kan selvfølgelig både komme i daginstitution og i folkeskole. Hidtil har forvaltningens årlige kapacitetsprognoser ramt rigtigt.
Det er kendt, at du og DF er fortalere for afvikling af Vallensbæk og af samme årsag stemmer nej til enhver lokalplan, som giver vækst i kommunen. Normeringerne er uændrede og har naturligvis intet med kommunens udbygning at gøre.
Det er også kendt, at du som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti har støttet Anders Samuelsens 51 skattelettelser. Penge som ellers kunne være brugt til velfærd for alle børn i landet. Dansk Folkeparti og regeringen har ødslet velfærdsmulighederne væk til skatte- og afgiftslettelser for landets rigeste. Det er trods alt kun de færreste som har glæde af at en Porsche Panamera falder i pris fra 2,6 mio. kr. til 2 mio. kr. Vi må bare erkende Kenneth, at vi har forskellig tilgang til hvor pengene gør bedst gavn.
Socialdemokratiet hilser de 251 nye børn og unge i Vallensbæk Byhave velkommen om 3-4 år og garanterer, at der både er plads i daginstitutionerne og i folkeskolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top