Skoleelever sang slagsange på Sydsiden
DSC2368ps.jpg
Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Flere hundrede skoleelever fra Vestegnen blev entusiastiske fodboldfans for en dag i et undervisningsprojekt arrangeret af Forstadsmuseet og Folkekirkens skoletjeneste på Vestegnen

Fodbold bliver ofte sammenlignet med religion, og der findes mange elementer i en fodboldkamp, der minder om en religiøs fejring. Men kan man overhovedet sidestille fodbold med religion?
Det spørgsmål har omkring 1200 skoleelever på hele Vestegnen forsøgt at besvare i større, tværfagligt projekt, som er arrangeret af Forstadsmuseet og Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen med hjælp fra Brøndby IF.

Projektet kulminerede med et besøg på Brøndby Stadion. Her indtog omkring 700 elever fra projektet torsdag formidag Sydsiden, Brøndby Stadions berømte endetribune, som til lejligheden var pakket gule og blå flag.

– Vi har et motto her i Brøndby, som på latin hedder: Supra Societatem Nemo – eller Ingen Over Fællesskabet på dansk, sagde Brøndbys borgmester Kent Max Magelund (S) i sin velkomsttale til de mange elever fra 60 forskellige skoleklasser på Vestegnen.

Netop dette motto var ideen til projektet, som Forstadsmuseet og Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen står bag – i samspil med Brøndby IF.

– Da vi så havde opdaget, at klubbens motto var “ingen over fællesskabet”, byggede vi et projekt op omkring fællesskab, fællesskab på Vestegnen og fællesskab som etisk begreb, siger Anne-Birgitte Zoëga fra Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen.

Sang på Sydsiden
Besøget på den legendariske sydvendte tribune var kulminationen på projektet, og det er langt fra tilfældigt, at det lige var fodboldklubben Brøndby IF, der blev hovedemnet for projektet.
– Det begyndte med, at vi gerne ville lave et undervisningsforløb sammen, og her blev vi så enige om, at det skulle handle om Brøndby IF, fortæller Lisbeth Hollensen, som er inspektør på Forstadsmuseet.

I folkemunde bliver fodboldklubben kaldt ”Drengene fra Vestegnen”. Det er historien om lokal tillid og samarbejde mellem fodboldklubben og kommunen med idrætten som omdrejningsspunkt.

– Nu står den her store ”katedral” jo her på Vestegnen, og så tænkte vi, at det var nærliggende, hvis man gerne vil lave et projekt som havde rod i noget helt lokalt, forklarer Anne-Birgitte Zoëga.

Som slutprodukt i projeket skulle alle klasserne, der deltog, aflevere en fansang, som handler om identitet, fællesskab og værdier, der kendetegner Vestegnen. De tre bedste sange ville blive præmieret, og vindersangen ville blive fremført ved den fælles afslutning på Brøndby Stadion. Vindersangen stod. c fra Taastrup Realskole for, og de kunne derfor høre deres sang blive spillet for de øvrige klasser, der deltog i projektet.

Hilste på førsteholdet
Opholdet på stadion blev afsluttet ved, at spillerne fra Brøndby IF’s førsteholdstrup blev hyldet med en såkaldt fenerbahce foran tribunen. Det er et mere end 20 år gammel ritual, som Brøndby Support har adopteret fra den tyrkiske fodboldklub Fenerbahce fra Istanbul. Projektet er dog langt fra slut.

Eleverne skal nu gøre projektet færdigt på skolerne, hvor de skal arbejde videre med emnet.

– For nogle år siden søgte Copenhagen Lads, som er en FCK-fanfraktion, om at blive et trossamfund, så de kunne vie og begrave folk. Vi har så arrangeret et rollespil, hvor vi leger, at havde det været Brøndby Support, der havde søgt det i dag, ville det så kunne lade sig gøre? På den måde ser vi på, hvorvidt fodbold ER en religion, og hvis det ikke er, hvorfor er det det så ikke, forklarer Anne-Birgitte Zoëga.

Flot fremmøde
Det er første gang, projektet bliver realiseret, og det store fremmøde kommer som en stor, positiv overraskelse for arrangørerne.

– Det er ret imponerende, at det er udskolingsklasser, fordi de har så travlt i foråret med brobygningsforløb, eksamener og alle mulige andre ting. Så vi er glade for, at der er så mange, der har taget en dag ud af kalenderen og kommer her. Det viser også noget om, at det er seriøst. Både i forhold til deres fagmål, men også med henblik på at give eleverne en rigtig god oplevelse, siger Lisbeth Hollensen.

På trods af succesen er det dog uvist, om projektet bliver gentaget.

– vi tænker ikke, at det skal være en fast tilbagevendende begivenhed. Det er et projekt, som vi har kørt nu, og hvor eleverne har arbejdet med det ude i klasserne og forhåbentligt fået en spændende undervisning ud af det. Det kan være, at det bliver noget andet en anden gang. Måske for nogle yngre elever, siger Anne-Birgitte Zoëga og understreger, at det bestemt ikke er sidste gang, man har samarbejdet med Brøndby IF.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top