Stor vækst for iværksætter
Farms.jpg
Steffen Weise, Farm og deres datter i foodtrucken Farms Kitchen på Hovedvejen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Farm’s Kitchen er på 1,5 år vokset fra kun at have Farm selv ansat, til nu at have syv medarbejdere og to foodtrucks

I maj 2017 startede thailandske Farm en foodtruck, der ligger på en parkeringsplads ved siden af Hovedvejen i det vestligste Glostrup. Siden er det gået hurtigt, og ud over Farm er der nu tre kokke og tre assistenter i foodtrucken, og hun har lige købt en trailer, som skal holde fast i Glostrup, mens den gamle foodtruck kan køre rundt til arrangementer.
Det var Farms kæreste, Steffen Weise, der til daglig har træningscenteret Mikenta med blandt andet thaiboksning, der opfordrede hende til at starte som selvstændig.
– Jeg lever af min passion, hun skulle også have mulighed for at leve af sin passion. Jeg kunne godt lide hendes mad, så jeg troede på hende, siger han.
Inden de startede foodtrucken, havde de lavet et lille forsøg, for at se, om der var interesse for thaimad i Glostrup.
– Vi lavede en hemmelig side på Facebook og en hemmelig menu, og så lavede vi et lille baggårdskøkken med det mad, vi kunne producere i vores eget køkken. Det gik lynhurtigt, så var der 30 til 40 bestillinger, fortæller Steffen Weise.

Klarede alt selv
Derefter besluttede de at købe en foodtruck.
– Det er rart med en foodtruck, der kan man selv styre det. Det er svært at finde lokaler, hvis man ikke ved, hvor meget man kommer til at omsætte for, siger han.
Foodtrucken har også den fordel, at den kan køre derhen, hvor der er kunder.
– Planen var at køre rundt til arrangementer som festivaler eller private arrangementer. Men vi havde hurtigt så mange faste kunder, at vi ikke kunne køre nogen steder, fortæller Steffen Weise.
I starten var det bare Farm, der stod for det hele i foodtrucken, men den blev hurtigt populær.
– Farm er meget iværksætter, hun har selv lavet logo, design, flyers, opskrifter. I starten stod hun her alene, hun var ved at omkomme, så travlt havde hun, siger Steffen Weise.
– I starten var det rigtig hårdt at lave det hele selv, jeg skulle knokle for at få det til at køre rundt. Men nu er det dejligt. Det er dejligt, at folk godt kan lide det man laver, siger hun selv.
Ud over udfordringerne med at være iværksætter, så fik Farm også en ekstra opgave. To dage efter hun havde sat underskrift på at købe foodtrucken fandt hun nemlig ud af, hun var gravid.
Menuen i vognen skifter fra dag til dag, så Farm og de andre skal lave få retter hver dag, men folk stadig kan få noget forskelligt.
– Det er originalt thailandsk mad. Jeg har arbejdet på en thairestaurant før, der var over 30 forskellige retter, men folk bestilte ikke særligt mange forskellige. Vi har de retter, som folk kender og bestiller, siger hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top