Tre lande, otte fægtere og fem medaljer på én weekend
Natalia-ved-VM-i-Polen.jpg
Natalja var med sin søster Zarina til VM i Polen. Foto: Bizzi Team
SPORT. For første gang nogensinde havde Glostrup Fægteklub i weekenden fægtere i kamp i tre lande på én gang – heriblandt ved VM i Polen Det blev til fem medaljer og mange lærerige erfaringer

Ved VM for kadet og junior i Torun i Polen forsvarede klubbens to landsholdsfægtere søstrene Zarina og Natalja Stiller de danske farver. Zarina sluttede som nummer 105, mens Natalja blev nummer 69. Det betyder, at Zarina nu er nummer 86 på Europaranglisten, og at Natalja er nummer 146. Det var hårde kampe, for rigtig mange lande havde selvfølgelig sendt den absolutte top, hvilket i nogle lande betyder, at de træner mere, end de går i skole. Pigerne blev helt klart en stor erfaring rigere, som kan bruges i den fremtidige planlægning.
Samtidig forsvarede Ditlev Fabricius-Rahbek, Kristian Kikkenborg, Martin Jensen og Nikolaj Katkjær klubbens ære ved senior DM. Her kunne herreholdet bryste sig med flotte bronzemedaljer efter en spændende holdturnering. I de individuelle kampe gik det knap så godt, men stadig flotte resultater efter en hård turnering, hvor Martin sluttede som nummer 10, Kristian som nummer 14, Ditlev som nummer 16 og Nikolaj som nummer 20.
Det tredje sted, der var fægtere i gang, var da Silja Pedersen og Alec Oxholm kæmpede ved Malmö Open – et ranglistestævne for børn og unge kategorien.
Ved Malmö Open sluttede Silja med sølv efter superfægtning lørdagen igennem og en meget tæt finale. Alec fægtede både U17 og U15, kæmpede godt og sluttede som henholdsvis nummer nr. 24 og nr. 18.
Alt i alt en hæsblæsende og meget lærerig weekend for klubbens mange fægtere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top