Varmestue eller bibliotek?
DEBAT.

Da jeg for omtrent tyve år siden genopdagede min fødeby’s bibliotek, var det med stor fornøjelse. Mobilsnak var forbudt, ligeledes højtrøstet tale. Vidunderligt nok var børneafdeling og voksenafdeling adskilt, og man kunne læse dagens avis ved fortræffelige Børge Mogensen borde med tilhørende stole. Nu er samme møblement meget sigende solgt på Lauritz.com. Substitut er noget der tilsyneladende er kreeret af en fantasiløs hjemmesnedker, resulterende i et torturlignende 3×34 grønt siddemøbel, som ville have givet selv Ingvar Kamprad mareridt.
Alternativet er at sidde i et cafémøbelarrangement (formentligt købt for dyrt i Jysk) hvor der på de små borde dårligt er plads til 2 stk cafélatte endsige 1 stk Berlingske morgenavis. Toiletterne (i hvertfald dem i stueetagen) der førhen altid var pinligt rene, er nu så slidte/beskidte at selv en hjemløs må føle sig på udebane.
I det hele taget er det gode gamle bibliotek overgået til mere at være videoovervåget varmestue og lektiecafé. Lyde på vandrørene taler for, at man i de højere luftlag drømmer om at bygge nyt på grunden hvor biblioteket ligger i dag. Skal biblioteket lukke eller flytter man det?
Det vil i givet fald ikke være den første gang at noget godt og velfungerende køres ud til højre. Jeg husker det dejlige og værdsatte Glostrup friluftsbad, før proppen blev trukket og om ikke børnene så ihvertfald badevandet røg. Til gengæld blev Glostrup en græsplæne rigere. Politik er jo det muliges kunst, så pas på svinget i Solby.

Svar: Bøger, litteratur og en kulturel dynamo

Af Dan Kornbek Christiansen (K) Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Selvfølgelig og heldigvis, har vores bibliotek udviklet sig over de sidste 20-30-40 år, fra alene at have fokus på litteratur og den trykte bog til i dag at rumme langt flere aktiviteter og tilbud – til også at være samlingssted for langt flere glostrupborgere.
Som Formand for Kultur- og Fritidsudvalget er jeg glad for, at biblioteket har flyttet sig. Det er vigtigt, at vi hele tiden forsøger at imødekomme en ny tids behov og vi arbejder ihærdigt på at tiltrække en bred skare af borgere i alle aldre.
Vi har stadig et stærkt fokus på udlån og formidling af litteratur og den trykte bog, både for børn, unge og voksne i alle aldre og derfor har vores bibliotek et stabilt højt udlån også når man sammenligner os med andre biblioteker. Vi har et stigende besøgstal og en stadig større benyttelse af vores fysiske rum til blandt andet studieformål, og det er også vigtigt for mig som konservativ.
For mig som konservativ lokalpolitiker er det vigtigt, at vi har et godt samarbejde med frivillige til for eksempel IT-Café og ved kulturelle arrangementer der ofte arrangeres i samarbejde med oplysningsforbundene. Vi har samarbejde med sundhedsplejen om afholdelse af Baby-fredage og jeg kunne blive ved med at opliste forskellige typer af aktiviteter.
Selvfølgelig er det ikke det samme som Glostrup Bibliotek i 70’erne – men vi arbejder vedholdende på at være en kulturel dynamo blandt andre kulturelle aktører for at gøre Glostrup kulturelt aktivt og levende og det kan vi kun, fordi vi forholder os aktivt til den nære omverden og dens mange forskelligartede behov. Jeg vil gerne takke dig for, at du som Albertslundborger interessere dig for vores bibliotek her i Glostrup. Dine input bliver taget med i betragtning når vi løbende udvikler og gør status på Glostrup Bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top