Vestegnen er blevet til Vækstegnen
Morten-Bødskov-byder-velkommen.jpg
Væksten på Vestegnen skal understøttes fra Christiansborg, mener Morten Bødskov. Foto: Dansk Iværksætter Forening
GLOSTRUP. Vækstegnens iværksættere kløer fortsat på: over 200 iværksættere fik gode råd fra lokale iværksætterhelte til konference i Glostrup onsdag formiddag

De ikoniske auktionslokaler hos Kopenhagen Fur i Glostrup udgjorde rammerne, da fremtiden for iværksætteri og vækst i omegnen var på dagsordenen onsdag.
Med det lokale folketingsmedlem og formand for Folketingets Erhvervsudvalg, Morten Bødskov (S) som initiativtager, havde Kopenhagen Fur, Google Succes Online og Dansk Iværksætterforening sat nogle af Danmarks mest succesfulde iværksættere stævne. Blandt indlægsholderne var Johan Bülow (Lakrids by Bülow), Andreas von der Heide (Les Deux), Anne Vestesen (Anne Vest), Christian Walther Øyrabø (Ooono) og CEO Claus Zibrandtsen fra InQvation i Høje Taastrup.
Iværksætterne havde én ting til fælles: De startede alle fra bunden og har alle oplevet de forhindringer, der opstår på vejen mod succesen. Uanset om man sælger lakrids, t-shirts eller trafikalarmer. Budskabet til de over 200 håbefulde tilhørere var også klart: “Giv aldrig op!”.

Masser af vækst
Kommuner fra Københavns omegn udgør otte ud af de 11 kommuner med størst vækst i Danmark i nye virksomheder.
– Vi er på det højeste niveau af etablering af nye virksomheder i omegnskommunerne siden finanskrisen i 2008. Det er virkelig godt gået, og understreger, at det er hos os væksten er nu og her, at den skabes de kommende år, sagde Morten Bødskov.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mange nye virksomheder kommer til i Danmark, men specielt på Vestegnen er væksten stor. Det bekræftes ligeledes af tal fra Skat, der har undersøgt væksten inden for iværksætteri.
Kopenhagen Fur er en af omegnens og Danmarks helt store lokomotiver for vækst. I den ikoniske auktionssal fortalte administrerende direktør Jesper Lauge Christensen, at tætte bånd til omegnens øvrige erhvervsliv og iværksætterånden har særlig betydning for Kopenhagen Fur.
– Vi er en global virksomhed, der bygger på et enestående fællesskab og samarbejde blandt mange tusind små iværksættere – de danske minkavlere – der for snart 100 år siden så styrken i at samle kræfterne i et fællesejet andelsselskab. I dag er Kopenhagen Fur verdensledende i branchen og opsøger konstant ny viden, nye kompetencer og nye måder at fremme vores globale konkurrencekraft. Her er tæt og inspirerende samarbejde blandt iværksættere fortsat afgørende, sagde han.

Samarbejdet fortsætter
Konferencen var første skridt i et nyt samarbejde mellem politikere og erhvervsliv. Initiativtager Morten Bødskov (S) var meget positiv.
– Vestegnen er blevet til Vækstegnen. Tusindvis af boliger skyder op, nye erhvervsområder udvikles, letbanen bliver en ny rygrad og masser af nye arbejdspladser skabes og endnu flere kommer til de kommende år. Jeg kæmper for, at vi får styrket mulighederne for at skabe endnu flere arbejdspladser. Her skal politikerne på Christiansborg lytte mere. En vigtig forudsætning for vækst er infrastruktur, så medarbejderne til de mange nye virksomheder hurtigt kan komme til og fra arbejde. Her nytter det ikke, at pengene bruges på en omfartsvej i Mariager, som ingen alligevel vil have. Pengene skal bruges, der hvor problemerne er størst. Det er hos os. Det arbejde er jeg allerede i gang med, og nu er der skabt et endnu tættere samarbejde med førende danske iværksættere, stærke borgmestre og de største danske virksomheder, siger Morten Bødskov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top