Zebra for sammenhold
Zebra-3.jpg
Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Børneteateret Zebragruppen opfører i år Hippotigris, der handler om zebraer og venskaber og sammenhold - ligesom formålet med gruppen

Den kommende weekend er der premiere på forestillingen Hippotigris, hvilket er det latinske navn for zebra.
– Det betyder stribet hest, og det gør det, fordi det handler om nogle zebraer ude på savannen, forklarer Dorthe Hansen, der er instruktørassistent i Zebragruppen.
Gruppen har eksisteret i over 30 år, hvor de har opført teater med otte til 16 år gamle børn som skuespillere. Gruppen hedder Zebragruppen, fordi zebraen har nogle rigtig fine egenskaber.
– Zebraflokken er loyale overfor hinanden og har et stærkt fællesskab, ligesom vi har i teatergruppen, siger Dorthe Hansen.
Efter et par år som Zebragruppen blev forestillingen Hippotigris opført første gang.
– I år er det 30 år siden, vi spillede det første gang. Inspirationen til stykket er kommet fra vores navn, fortæller Dorthe Hansen.
Hun var selv med i gruppen, da stykket blev opført for første gang for 30 år siden, så hun kender alle roller.
– Stykket foregår på den afrikanske savanne, hvor der er en stor flok zebraer. Så kommer der nogle zebraer, der ser anderledes ud, fortæller hun.
Målgruppen for stykket er mindre børn.
– Det er en lille smule uhyggeligt på et tidspunkt, men det slutter heldigvis godt. Det handler om mobning og om at passe ind på trods af forskelle. Det tager 20 minutter, så det er fint også til mindre børn, der ikke kan holde koncentrationen så længe, siger hun.

Giver selvtillid
Der er 30 børn med i Zebragruppen. De træner selvfølgelig det stykke, som de skal opføre, en hel masse. Men de laver også en masse andre teater-øvelser som drama­øvelser, bevægelsesøvelser og stemmetræning. Det er ting, som børnene også kan bruge i andre sammenhænge.
– Vi får tit nye børn ind, der er små og generte til at starte med, men de udvikler sig og får mere selvtillid, når de står på en scene. Det er meget udviklende for børn at være med i en teatergruppe, du lærer at stille dig frem foran andre mennesker, siger Dorthe Hansen.
Det kan nogle af de børn, der er med i stykket godt genkende.
– Mine venner og familie har sagt, at jeg er blevet meget mere udadvendt af at være med i Zebragruppen. Man lærer også at bruge sin krop i teater, siger Caroline Søby Hansen, der spiller med i gruppen for 4. år.
Lasse Petersen har været med i seks år.
– Det er rigtig hyggeligt og sjovt. Man prøver at være en anden, når man spiller teater. Man får også venner, der har den samme interesse som en selv, siger han.

1 kommentar om “Zebra for sammenhold”

  1. Nicoline Roos siger:

    Så fin omtale af Vallebsæk Børneteater – Zebragruppens forestilling i år.
    Ang. billetter så kan de bestilles på hjemmesiden: http://www.Zebragruppen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top