Alt klar til Havnens Dag
HD_27.jpg
Der er mulighed for at prøve kano og kajak til Havnens Dag. Foto: Vallensbæk Havn
VALLENSBÆK. Lørdag den 25. maj byder Vallensbæk Havn på gratis aktiviteter for hele familien. Kom og prøv sejlads, kajak, standup paddle og de andre muligheder, som havnen og vandet byder på

Vandet og havnen er den bedst tænkelige legeplads for hele familien. Netop mulighederne for at være aktiv og mærke friheden på vandet er i fokus, når Vallensbæk Havn byder velkommen til Havnens Dag 2019.
Fra kl. 10 morgen til 16 eftermiddag inviteres alle til at komme forbi og opleve, hvad man kan bruge den lokale havn til. De forskellige former for vandsport er naturligvis i centrum, når havnens klubber og foreninger slår dørene op og demonstrerer, hvad de står for – man kan prøve at ro kajak, stå på stand up paddle og sejle sejlbåd, og børnene kan få en tur i optimistjolle. Dykkerklubben demonstrerer udstyr og fortæller om, hvordan det er at gå til dykning.
Men der er også gjort plads til hyggelige familieaktiviteter, hvor de yngste kan besøge bassinet hos fiskerne og ”klappe en flad” og få nærkontakt med dyrelivet i bugten. Eller de kan låne stang og madding og selv fiske efter krabber. Bådeklubben holder åbent hus med Den muntre Kabys, kunstudstilling og loppemarked. Ligesom sidste år har havnen inviteret Vallensbæk Modelskibs Klub til at udstille og sejle med deres flot detaljerede modelskibe.

Pulsen ved vandet
– Vi glæder os til at tage imod masser af nysgerrige gæster og håber selvfølgelig at skabe så gode oplevelser, at mange får lyst til at vende tilbage og blive en del af foreningslivet i havnen. Derfor opfordrer vi alle til at invitere familie, venner, kolleger og naboer med til en hyggelig dag på havnen. Jo flere, der lægger vejen forbi, jo sjovere bliver oplevelsen for os alle. Havnens Dag er ganske enkelt en vigtig dag for kommunens foreningsliv, siger Per Møller Sørnsen.

Prøv kajak
En af de klubber, der har åbent hus, er Vallensbæk Kano- & Kajak Club, der har medlemmer fra otte til 81 år, der enten træner sammen to til tre gange om ugen eller alene.
– Rosæsonen er lige begyndt, så det er en god årstid at prøve en kajak under kyndig vejledning i Vallensbæk Kano- & Kajak Club. Mange har lyst til at ro kajak, men tror, at det er sværere end det er. Kajakroning er også velegnet for modne kvinder og mænd, som vil kombinere motion med frisk luft, naturoplevelser og socialt fællesskab, siger Frank Simonsen fra klubben.
Sikkerheden er vigtig for klubben, hvorfor man skal kunne svømme 600 m i svømmehal og gennemgå et begynderkursus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top