Lav eller laug?
COLOURBOX12552089.jpg
Foto: Colourbox
GLOSTRUP. Det er en udbredt misforståelse, at det gamle ord for en for­ening, skal staves laug

Danmark er et land, hvor foreningsfriheden bliver udnyttet fuldt ud. Mange af disse foreninger har valgt at bruge endelsen laug. For eksempel har vi skrevet om Vinterbadelauget Bifrost, Brøndbyvester Bylaug og Dansk Vandrelaug. Alene i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk er der flere hundrede foreninger. I dag, tirsdag, får Glostrup endnu en forening, når der er stiftende generalforsamling i Glostrup Sogns Flaglav. Det skrev vi om i sidste uges udgave af Folkebladet og det har givet anledning til flere henvendelser fra læsere, der mener, at vi burde have skrevet laug.
– I kunne på avisen begynde med at ansætte en korrekturlæser. Indholdet i artiklen er fint og relevant, men det ville være rart hvis der havde stået flaglaug. Et laug er en gruppe med et interessefælleskab. Lav er en mosplante som blandt andet rensdyr spiser, skriver Anette Øgendal.

Redaktørens svar
På Folkebladet er vi glade for engagerede læsere, der holder os til ilden og forventer god kvalitet. Vi har dog en korrekturlæser på Folkebladet, der også har læst korrektur på denne artikel. Selvom der uden tvivl ind i mellem slipper stavefejl og kommafejl igennem, så er dette ikke en af dem. Det er ikke en fejl, at der står flaglav. Lav er den eneste korrekte måde at stave det på, og det har i øvrigt været sådan, siden den første danske retskrivningsordbog fra 1872. Det er dog en udbredt misforståelse, at det skal staves laug. Det er selvfølgelig helt op til medlemmerne af den enkelte forening, hvordan de vil stave foreningens navn. Derfor bliver vi ved med at skrive Vinterbadelauget Bifrost. Men når vi skal omtale det som et lav, bliver det efter retskrivningsordbogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top