Nye forpagtere til Idrætscentret
Claus-og-Kirsten-001.jpg
Claus Thyrrestrup og Kirsten Pogel skal drive café i Idrætscentret i Vallensbæk
VALLENSBÆK. Det bliver Claus Thyrrestrup og Kirsten Pogel, som skal drive café i Idrætscenteret i Vallensbæk, der kommer til at hedde ”Svanen”

Beslutningen blev taget onsdag aften på kommunalbestyrelsesmødet i Vallensbæk. Parret driver i forvejen caféen i Vallensbæk Golfklub, og ser frem til at de med to caféer kan servicere borgerne og fritidsbrugerne i Vallensbæk endnu bedre.
– Vi glæder os til at skabe et godt samlingssted for brugerne på Idrætscenteret, og at andre også vil kigge forbi til et godt måltid mad, siger Claus Thyrrestrup.
Kirsten er selv mangeårig bruger af Idrætscenteret og ved, at caféen er en vigtig brik i Vallensbæks foreningsliv.
Forpagteren overtager caféen pr. 1. august 2019 og åbner hurtigst muligt derefter, så det passer med foreningernes opstart efter sommerferien. Men allerede fra 1. juni starter Claus og Kirsten op i Idrætscenteret, da der er forskellige arrangementer, der skal løbe af stablen.
Et enigt samtaleudvalg har peget på de lokale ildsjæle, som nye forpagtere af caféen i Idrætscentret.
Ansættelsesudvalget bestod af brugere af Idrætscentret, medlemmer af Vallensbæk Kommunalbestyrelse og repræsentanter for Vallensbæk Kommune.

Fleksibel åbning
Forpagteren vil foruden at drive caféen også afholde selskaber og tilbyde mødeforplejning, når der er kurser og arrangementer på Idrætscenteret.
Der startes ud med en kortere åbningstid fra kl. 16 til kl. 20 mandag til torsdag i caféen.
Fredage og weekender tilrettelægges åbningstiderne efter behov og i dialog med foreningerne. Forpagterne lægger op til et tæt samarbejde med foreningerne, og åbningstiderne afprøves og justeres i de første seks måneder.
Der vil altid være åben adgang til caféen. Forpagteren vil sørge for, at der er automater, hvor man kan købe snacks og drikkevarer udenfor bemandet åbningstid og vil gøre det muligt, at brugerne i formiddagstimerne og til frokost kan forudbestille mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top