Politik og popcorn på gymnasium
DSC_6554_MB_AB.jpg

Foto: Robert Hendel

Magnus Brendle (tv.) og Andreas Bendixen taler med Mattias Tesfaye (S) på Brøndby Gymnasium. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Onsdag var der endnu engang politiker-besøg på Brøndby Gymnasium. Her blev eleverne budt på kaffe, popcorn og uformelle politiske samtaler med tre folketingskandidater

Det er ikke ret længe siden, at Brøndby Gymnasium lagde lokaler til en valgdebat for eleverne. Her var en række politikere inviteret til at diskutere politiske emner og spørgsmål bestemt af eleverne.

Tre af de indbudte politikere dukkede dog aldrig op til stor undren for eleverne. Det viser sig dog, at der er en ganske logisk grund til de tre folketingskandidaters fravær. Koks i kommunikationen gjorde, at de aldrig modtog en invitation til debatmødet.

Derfor tog Sofie Carsten Nielsen (RV), Joachim B. Olsen (LA) og Mattias Tesfaye (S) revanche, da de kiggede forbi Brøndby Gymnasium med kaffe, popcorn til en uformel snak om politik op til det kommende folketingsvalg den 5. juni. Med sig havde de den lokale kandidat for Det Radikale Venstre i Brøndby, Petar Socevic.

Engagerede elever
I stedet for en klassisk paneldebat gik de fire folketingskandidater rundt og talte med små grupper af eleverne. Det format gav ifølge Sofie Carsten Nielsen nogle inspirerende samtaler, hvor det mere handlede om at lytte til eleverne end at proppe budskaber ned i halsen på dem.

– Det var meget rart at få en setting her, hvor man stille og roligt kunne sidde ned og tale med eleverne. Det kan godt være, at det er samfundsfagselever, men de er dybt engagerede, og noget af det bedste er, at de er enormt kritiske, siger Sofie Carsten Nielsen.

Den forhenværende uddannelses- og forskningsminister var især imponeret over, at eleverne er optaget af det, der vedrører den næste generation, for eksempel folkeskolens fremtid.

– Det viser stort overskud, at de er optagede af, at den (folkeskolen, red.) er god nok til de elever, der kommer efter dem, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen.

Godt for demokratiet
Elevernes engagement i samfundet er også noget, Mattias Tesfaye har bemærket, og han mener, at det er godt for demokratiet, at der er en generation, der ikke bare hopper på hvad som helst.

– Det er befriende, at de ikke bare køber den første og den bedste forklaring. De ved godt, at en mønt altid har to sider, og at man skal passe på med at hoppe på det første budskab, siger Mattias Tesfaye.

Ligesom Sofie Carsten Nielsen synes Mattias Tesfaye godt om muligheden for at snakke uformelt med eleverne.

– Det her er meget bedre end debatmøder, for man får snakket meget mere med mange flere elever. Og når de får ordet til et fint, flot debatmøde, er det kun få, der tør tage ordet, og de siger måske ikke altid helt, hvad de mener, forklarer Mattias Tesfaye.

Det var dog ikke kun gæsterne, der havde en god oplevelse. For to af eleverne, der snart skal stemme for første gang, var besøget en politisk øjenåbner.

– Jeg er blevet sat mere ind i politik, end jeg var før, hvor jeg ikke interesserede mig ret meget for det. Det har ændret sig nu, hvor jeg har fået mulighed for at stemme, forklarer Andreas Bendixen på 18 år, der går i 2. G på Brøndby Gymnasium.

Stadigvæk i tvivl
Selvom Andreas Bendixen er blevet klogere på en masse punkter, er han stadigvæk i tvivl om, hvor han skal sætte sit kryds ved de to kommende valg.

– Jeg tænker, at jeg skal se nogle flere debatmøder, før jeg vil tage stilling til det, siger Andreas Bendixen.

Samme plan har klassekammeraten Magnus Brendle, der også er 18 år. Han er glad for, at eleverne på gymnasiet fik mulighed for at prøve både paneldebat og den uformelle snak, fordi begge debat-formater har sine styrker.

– Paneldebatten var interessant, fordi de diskuterede mod hinanden. Der kom det ene synspunkt op imod det andet. På den måde var det nemmere at stilling, end da vi hørte dem enkeltvis som i dag, vurderer Magnus Brendle, der mener, at den uformelle samtale er bedst til de personlige spørgsmål.

Besøget har givet Magnus Brendle et andet syn på politkerne.

– De virkede meget nede på jorden i forhold til, hvor stresset en hverdag de sikkert har. Nogle gange glemmer man, at de bare er almindelige mennesker som alle os andre, ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top