The Double glippede
DSC_0739_kvinder_forside2.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
SPORT. Lørdag kunne Brøndby IF’s bedste kvinder have afsluttet en perfekt sæson med at vinde pokaltitlen, men sådan gik det ikke

Lørdag var der sol, liv og glade dage på Brøndby Stadion. 4.157 tilskuere havde taget imod tilbuddet om gratis billetter til pokalfinalen – det er ny rekord for en kamp mellem to danske kvindehold. Rigtig mange familier var kommet til Brøndby og fyldte godt op på Loxam-tribunen, hvor der også var en tromme til at sætte gang i stemningen.

Brøndby havde allerede sikret sig mesterskabet foran finalemodstanderne fra Fortuna Hjørring, selvom Fortuna vandt den sidste kamp i Brøndby. Brøndby spillede altså for The Double, mens Fortuna spillede for at få en enkelt titel i denne sæson.

Boldbesiddelse
Inden kampen fortalte Per Nielsen her i Folkebladet, at taktikken var, at være i boldbesiddelse. Det var Brøndby også absolut mest i den første halve time. Det første også til nogle skud på mål, men det var aldrig rigtig farligt.

Efter 32 minutter fik Brøndbys Kamilla Karlsen sit andet gule kort, og det vendte kampen. Fortuna fik mere spil og især de dybe stikninger til en hurtig angriber gjorde ondt på Brøndby. Det var dog først efter 62 minutter, at Fortuna kunne udnytte overtaget til at komme foran 1-0.

I det 70. minut blev kampen igen mere lige, da Laila Himle fra Fortuna fik sit andet gule kort. I den resterende tid dominerede Brøndby igen spillet, mens Fortuna stod kompakt og ikke lod Brøndby spille for tæt på deres mål. Spilovertaget gav dog ikke bonus, og selvom Brøndbys fans og spillere i det femte tillægsminut appellerede for straffe, forblev dommerens fløjte tavs. Dermed vandt Fortuna pokalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top