Tillykke til den ene heldige
debat.jpg
DEBAT.

Måske er det dig? Du ene som kan modtage seniorpension i Glostrup kommune efter Løkkes pensionsreform. Det er en lykke du deler med kun 130 andre på landsplan. Jeg er glad på dine vegne. Tillykke med det, du har kæmpet for det. Nu skal vi så bare finde en løsning for alle de andre, som også er nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet.
Kort før valget blev udskrevet lancerede regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en ”løsning” for de mange nedslidte, som bliver ramt af en stigende pensionsalder og ramt af, at de selv samme partier afskaffede efterlønnen for at betale for bankernes finanskrise.
Nu har røgen lagt sig, og virkeligheden kommet for dagen. 130 fuldtidspersoner er der seniorpension til, med deres reform. Det svarer til at, én Glostrupborger om året kan trække sig tilbage tidligere fra arbejdsmarkedet. Eller rettere, med Morten Østergaard fra de radikales ord: Får en rettighed til at søge om det.
I Socialdemokratiet går vi til valg på at sikre en rettighed, hvor man ikke skal stå med hatten i hånden og spørge om lov. Hvor dem, der har mange år bag sig på arbejdsmarkedet og har slidt i de hårde jobs, får ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på almindelige pensionsvilkår, 3 år før den almindelige pensionsalder.
Det handler om retfærdighed og rimelighed. For det er uretfærdigt og urimeligt, at dem der kommer ud på arbejdsmarkedet tidligt, slider i tunge jobs og med stor risiko for at forlade arbejdsmarkedet syge og nedslidte, har den samme pensionsalder som advokaten – der også arbejder hårdt, men under andre og langt bedre forhold.
Tillykke til den ene Glostrupborger med Løkkes seniorpension. Nu skal vi så have fundet en løsning for alle de andre, som er nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top