Efterlad os ikke i mørket
debat.jpg
DEBAT. Af Lisbeth Mortensen, Egeskovvej 23, 2665 Vallensbæk Strand

Efter Vallensbæks kommunalbestyrelse har sendt lokalplan vedr. ”Vallensbæk Byhave” til høring sidder vi – de kommende nærmeste naboer Grundejerforeningen Egeskovvej 21-61 – tilbage i chok.
Beregnede skyggediagrammer viser, at det planlagte byggeri henlægger vores grundejerforening i fuldt mørke fra kl. 18.00 i både august og september. Der skal ikke meget logisk sans til for at konstatere, at det samme vil gælde for marts og april. Eller at skyggen ikke blot opstår kl. 18.00 – men er startet med at krybe ind over vores huse længe før.
Der er beregnet skygge for d. 21. i måneden i hhv. juni, august og september – kl. 9, 15 og 18. Hvordan ser det ud i maj? Eller kl. 20.00 i juni? Og hvad med kl. 16.00 i oktober? Sandsynligheden taler for, at mørket også her har sænket sig over os fra de op til 14 etager høje kommende nabobygninger – hvis lokalplanen vedtages i den nuværende form.
Det kan med rette frygtes, at værdien af vores huse vil falde betragteligt. Vi er i forvejen udfordret af nærheden til motorvejen – hvem vil købe et hus klods op af motorvejen, som ovenikøbet henlægger i skygge det meste af året?
Kære kommunalbestyrelse – red vores eftermiddage på terrassen, red vores dagslys i netop de timer, hvor vi kommer hjem fra arbejdet og red værdien af vores ejendomme. Tilpas bygningshøjden og/eller afstanden til vores huse, så vi også fremover kan være glade for at bo i Vallensbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top