Flotte resultater af roere
U12-Emilie-Søndergaard.jpg
Emilie Søndergaard hentede to guldmedaljer på både 200 og 500 meter enerkajak. Foto: Jan Eriksen
SPORT. 28 unge roere fra Vallensbæk Kano- & Kajak Club deltog med succes i Bagsværd Regatta og kom hjem med 30 medaljer

I årets udgave af det traditionsrige kano- og kajakstævne Bagsværd Regatta deltog Vallensbæk Kano- & Kajak Club med et hold på 28 roere i alderen ti til 22 år. Dermed stillede Vallensbæk med et af de største hold til stævnet, der havde deltagelse fra både ind- og udland. Og de unge roere fra Vallensbæk fik i den grad vist, at deres store træningsindsats i vinteren og foråret har båret frugt.
Det blev til 74 finalepladser med hele 30 medaljeplaceringer til følge.

Yngste roere med energi
I U12 klassen debuterede Karen Finne, Kajsa Zwisler og Oliver Møller med flotte indsatser i deres finaler. For Kajsa Zwisler blev det endda også til to bronzemedaljer og en sølvmedalje.
Klubbens lidt mere erfarne U12 roere Emilie Søndergaard, Marie Bach Nielsen og Tobias Buchmann gjorde rent bord på både 200 og 500 meter enerkajak og hentede hver to guldmedaljer i deres respektive klasser. I pige toerkajak blev det også til to guldmedaljer til Emilie Søndergaard og Marie Bach Nielsen, mens Tobias Buchmann i drengeklassen hentede to sølvmedaljer med makkeren Jonathan Qvist fra Hellerup Kajakklub.

Mange finalepladser
For roerne i aldersklassen U14 blev det til flotte finalepladser til Albert Poulsen, Esben Kjærbo, Siri Bach Nielsen, Andrea Langelund, Naja Zwisler samt Sara Bressendorff Andersen, som tilmed også fik en sølvmedalje i firekajak over 200 meter. Sara Bressendorff Andersen, der lige er fyldt 14 år, stillede samtidig også op i U16 klassen for at prøve kræfter med de ældre årgange og gjorde en god figur med blandt andet en flot 8. plads på 2.500 meter enerkajak og en sjetteplads i firekajak over 500 meter. Konrad Knoth leverede gode indsatser på 200 meter og 500 meter enerkajak, som lover godt for de kommende stævner.

Fremgang til U16 drenge
I drenge U16 stillede Victor Jørgensen til start i sit første Bagsværd Regatta og viste fremgang fra forårets øvrige stævner med mange gode tider. Klubbens anden deltagende drenge U16 roer, Marcus Blem, opnåede på fornem vis fem finaler og en flot 5. plads i firekajak over 200 meter.

Stærke U18
I pigernes U18 klasse viste Anna Find Hansen og Pernille Hostrup vejen til podiet. Anna Find Hansen vandt guld i 1.000 meter enerkajak og firekajak på 200 meter samt sølvmedaljer på 200 meter og 500 meter med Mathilde Roed fra Køge. Pernille Hostrup tog sølvmedalje på 1.000 meter enerkajak og 200 meter firekajak.
I drengenes U18 opnåede Oliver Vidø fire finalepladser, heraf den ene sammen med klubkammeraten Thor Jensen, som derudover også nåede endnu en A finale i toerkajak. Mads Andersen nåede ligeledes to finalepladser.

Seniorroere med fart
Klubbens voksne roere tog også godt fat. Mark Schrøder hentede en sølvmedalje og en bronzemedalje i toerkajak sammen med makkeren Christian Farstad fra Silkeborg. Derudover blev det til yderligere to bronzemedaljer i firekajak.
Rasmus Lind opnåede fire finalepladser, heraf resulterede den ene i en bronzemedalje på K2 1.000 meter sammen med klubkammeraten Tommas Nielsen. Helene Fabrin- Brasted vandt guld i firekajak over 500 meter, bronzemedalje i enerkajak over 1.000 meter samt to bronzemedaljer i toerkajak sammen med Nanna Pedersen fra Silkeborg.

Mangfoldige talenter
Det var ikke kun i de klassiske kajakdiscipliner, at klubbens roere udmærkede sig. I parakajak over 200 meter og 500 meter repræsenterede Frederik Søndergaard endnu en gang Vallensbæk Kano- & Kajak Club på fornem vis.
Derudover stillede Vallensbækklubben op med noget så sjældent som fire kvindelige kanoroere. Kanodisciplinen er særligt fysisk og teknisk krævende og har traditionelt mest mønstret mandlige udøvere. Katja Eriksen er både aktiv kanoroer og –træner, og hun sørgede til Bagsværd Regatta for at klubben blev repræsenteret på kanofronten af Katja selv samt de unge roere Naja Zwisler, Kajsa Zwisler og Karen Finne. De tre unge roere repræsenterede klubben i 200 meter enerkano, hvor Naja Zwisler vandt guldet foran lillesøster Kajsa.
Den næste store udfordring for Vallensbæk Kano- & Kajak Club’s roere er til Silkeborg Regatta i slutningen af juni måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top