Mere banegårdsplads åbner
Banegdspladsens_nye_omre.jpg
Banegårdspladsen i Glostrup er i disse år i fuld gang med at ændre udseende. Foto: Ghita Lentz
GLOSTRUP. Torsdag 13. juni klokken 15 åbner en ny del af Banegårdspladsen. Her kan alle se den nye eksperimenterende cykelparkering, få gratis cykelservice, prøve de nye bycykler og smage lækker smoothie produceret på pedalkraft

Nedrivningen af det gamle posthus er overstået, og en del af Banegårdspladsen vil de næste par år danne ramme for forskellige eksperimenterende tiltag. De skal give Glostrup Kommune erfaring med, hvad der kan gøre Glostrup Station mere attraktiv.
På den gamle posthusgrund vil der blive testet forskellige typer af cykelparkeringer, hvor blandt andet farver skal guide brugerne i deres valg:
Der tilbydes nye mobilitetsløsninger som bycykler og senere løbehjul og delebiler og der skal etableres ladeinfrastruktur til elbiler. Herudover skal der afprøves nye typer trafikinformation, bedre skiltning og andre tiltag, som kan gøre livet som pendler nemmere.

Over 500 input
Glostrup Kommune gennemførte i foråret en brugerundersøgelse omkring Banegårdspladsen. Der kom over 500 input, som er blevet brugt i udvælgelse og prioritering af tiltag på pladsen. En undersøgelse der løbende gentages for at følge de forskellige tiltag.
Baggrunden for initiativet er, at Glostrup Kommune gerne vil gøre stationen mere attraktiv og er derfor gået med i et større EU-støttet mobilitetsprojekt, der handler om at forbedre trafikknudepunkter, nedsætte trængslen på vejene og fremme grøn transport.
– Glostrup Kommune skal være en attraktiv by for borgere og virksomheder og vi vil gerne fremme grøn transport. Indtil letbanen står færdig i 2025, vil der uund­gåeligt opstå mere trængsel på vejene langs Ring 3, så derfor vil vi gerne tilbyde borgere og virksomheder nye muligheder for transportløsninger og arbejde for at skabe erfaringer med, hvad der skal til for at skabe en mere attraktiv station. Derfor er vi gået med i dette projekt, udtaler Søren Enemark, udvalgsformand for Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget i Glostrup Kommune.
Søren Enemark åbner pladsen torsdag 13. juni klokken 15, hvor kommunen fremviser de første tiltag. Kig forbi og se de nye cykelstativer og de nye bycykler fra Donkey Republic. Deltag i Cyklistforbundets quiz, få et gratis cykeltjek af din cykel i Fri Bikeshops telt og smag en lækker smoothie produceret på pedalkraft. Arrangementet slutter kl. 16.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top