Oprykning til Vallensbæk IF
Vallensbæk-IF-Senior-1-2019.jpg
Vallensbæk IF’s senior 1 skal spille Serie 1 i næste sæson. Foto: Trine Sørensen
SPORT. Vallensbæk IF’s 1. senior har netop sikret sig oprykning til Serie 1, efter et helt forrygende forår, hvor holdet er gået ubesejret igennem 10 kampe

De seneste to sæsoner, har Vallensbæk IF’s 1. seniorer været i en genopbygnings fase, ledet af cheftræner Henrik Dick-Nielsen, efter holdet tog en rutsjetur ned fra Sjællandsserien til Serie 2.
Den store forskel på holdet nu, er at en stor del af spillertruppen er spillere af ”egen avl”, altså spillere som har som spillet ungdomsfodbold i Vallensbæk IF, nogle måske med en afstikker til en af de større klubber på højere niveau, men som så er vendt retur til fællesskabet for at spille seniorfodbold.
Et andet parameter er den store bredde, der i dag er i Vallensbæk IF’s senior- og ungseniorafdeling, således har der været benyttet hele 34 spillere på holdkortet i turneringen 2018/19, hvoraf en del er 1. års seniorer eller U19 spillere.
I forårssæsonen har det derfor været muligt både at stille med et 1. senior, 2. senior/U21 og et 3. senior hold i DBU Sjællands turneringer.
I Vallensbæk IF er vi naturligvis glade for – og stolte af vores oprykning, men vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærerne her. Spillerpotientialet i seniorafdelingen og specielt også i vores ældre ungdomsårgange er på så fint et niveau, at vi betragter det som sandsynligt, at vi indenfor en overskuelig fremtid også vil spille med om oprykningspladserne til Sjællandsserien. Man kan sige at vi nu er begyndt at høste frugterne af et seriøst arbejde på seniorplan og et målrettet og struktureret arbejde i vores ungdomsafdeling, siger assistenttræner Christian Pedersen.
I seniorerafdelingen blev det forøvrigt til endnu en Vallensbæk IF oprykning, da klubbens 3. senior rykkede op i Serie 4.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top