Pia Kjærsgaard: Jeg vil gerne have overordnet rolle
DSC7100ps.jpg
Pia Kjærsgaard var i valgkampen blandt andet på Blondies Pub i Glostrup. Foto: Robert Hendel
FV19 Dansk Folkeparti fik et dårligt valg, men Pia Kjærsgaard fortsætter i Folketinget. Her ønsker hun sig en overordnet rolle, hvor hun kan tale om de emner, der er vigtige for hende

Dansk Folkeparti gik markant tilbage både på landsplan og i Ballerupkredsen, hvor Pia Kjærsgaard er opstillet.

– Det er ærgerligt, naturligvis er det det. Men sådan er det, vi må videre, siger hun.

Hun holder indtil videre sin analyse af, hvorfor det gik galt, for sig selv.

– Jeg har mine bud på nogle grunde, det vil jeg tale med partiledelsen om. Det er ledelsens ansvar, at det er gået, som det gjorde, det må de tage stilling til, siger hun.

Hvad hendes opgave bliver i Folketinget ved hun ikke endnu.

– Jeg har jo i den valgperiode, vi går ud af nu, været Folketingets formand. Om jeg bliver det igen, ved jeg ikke. Bliver jeg ikke Folketingets formand, så er jeg tilbage i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, og det tror jeg måske, der er et stort behov for, siger hun.

Kommer hun tilbage i gruppen, vil hun gerne have en overordnet rolle.

– Jeg er ikke sikker på, at det skal være direkte ordførerskaber. Jeg vil meget gerne have en overordnet rolle, hvor jeg kan tage de punkter, som jeg synes er væsentlige. Udlændingepolitik, ældrepolitik og så videre. De emner, som berører mig personligt og som har været mine mærkesager gennem rigtig mange år, siger hun.

Der kan dog nok også blive plads til at kæmpe for enkelte lokale mærkesager.

– Jeg synes, alle folketingsmedlemmer skal have landspolitikken som det primære, men det er klart, når man er opstillet forskellige steder i landet, så er der nogle sager, som man synes er vigtige. For mig må det være letbanens tilslutning til Glostrup Station og udbygning af Glostrup Station til fjerntog. Gøre den til en effektiv omstigningsstation mellem fjerntog, blandt andet til lufthavnen, S-tog, busser og letbanen, siger hun.

Læs også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top