Succesfuld Store Cykeldag
DSC_2307.jpg
Store Cykeldag i Brøndby. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Årets Store Cykeldag fik 200 børn og voksne til at trampe i pedalerne i Brøndby

For trettende år i træk havde Cyklistforbundets lokalafdeling i Brøndby og Hvidovre inviteret til sund cykelfest i samarbejde med Brøndby Kommune.
Store Cykeldag er en landsdækkende kampagne, der skal sætte fokus på, at cyklen er den sundeste, billigste og mest klimavenlige transportform.
200 flittige cyklister i alle aldre valgte at bakke op om kampagnen på en solrig søndag i juni, hvor turen blandt andet gik forbi Brøndbyskoven.
Efter en festlig start på Marinegården med kaffe, juice, croissanter og musik, cyklede deltagerne på den 10 kilometer lange børnefamilierute forbi foreningen Brøndby Dart, hvor familierne kunne dyste mod hinanden i kast med spidse pile. Herefter gik turen til Brøndby Kunstforening, hvor børnene lavede et fællesmaleri.
Voksenruten, som udgjorde 17 kilometer rundede blandt andet Brøndby Supports nye klubhus og Skands Bryggeri, hvor der blev delt smagsprøver på øl ud.
Begge ruter gik forbi Brøndbyskoven til den officielle indvielse af de nye lege- og træningsfaciliteter på Festpladsen. Her var der juicebar til alle fremmødte.
Cykeldagen sluttede af i Quark Naturcenter med sommermarked og lodtrækning om et cyklegavekort med cyklisterne fra Hvidovre-ruten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top