Tunesiske politikere besøgte dansk valgdebat i vestegnsvirksomhed
DSC8019.jpg

Foto: Robert Hendel

Nessrine Laamari (nummer to fra venstre) til debat i Brøndby. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. I Brøndby blev en valgdebat overværet af tunesiske politikere. De var på studietur i Danmark for at få politisk træning frem til det tunesiske parlamentsvalg senere på året

Hos Bravida i Brøndby var der før Kristi Himmelfart lagt op til debat med fire lokale folketingskandidater.

Foruden de ansatte i Bravida sad et par kvindelige politikere fra Tunesien blandt publikum, og de fulgte nøje med i debatten med hjælp fra en tolk.

Tuneserne har i den forgangne uge besøgt Danmark for at få et indblik i dansk valgkamp og debatkultur.

– Vi er i Danmark, fordi vi i Tunesien skal til valg om fire måneder, og vi vil gerne hente inspiration og nye ideer til til vores egne valgkampagner, forklarer Nessrine Laamari, som med sine 28 år er det yngste medlem af det tunesiske parlament.

Nessrine Laamari, som er uddannet idrætslærer, stiller op for midterpartiet Machrouu Tounes, og hun bliver anset som en vigtig stemme i debatten om ligestilling og unge i Tunesien.

Ved valget i 2014 fik hun 34.885 stemmer, og det var i første omgang ikke nok til at sikre en plads i parlamentet. I stedet blev hun 1. suppleant, men i 2018 fik Nessrine Laamari en plads som afløser og blev dermed det yngste medlem af det tunesiske parlament.

Hendes besøg i Brøndby er en del af et større politikerudvekslingsprogram, som Kvinfo står bag i samarbejde med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. Her er Nessrine Laamari af sted med organisationen Ligue des Électrices Tunisiennes (LET), der er en sammenslutning for kvindelige vælgere i Tunesien, og en ting, som Nessrine Laamari især har erfaret i den danske valgkamp, er den frie debattone.

– Her i Danmark har jeg bemærket, at kandidaterne ikke har problemer med at diskutere alle emner, hvor vi i Tunesien har mange restriktioner, siger hun i forbindelse med besøget hos Bravida.

Ifølge Nessrine Laamari er den største udfordring i Tunesien at lykkes med demokratiet i landet, der indtil 2011, hvor præsident Ben Ali blev afsat under Jasmin-revolutionen, der satte gang i det ”arabiske forår”, der sidenhen bredte sig til flere af nabolandene.

Den unge politiker oplever et stort politisk engagement blandt kvinder i Tunesien, som i 2016 ændrede sine valglove, så partier nu skal stille mænd og kvinder op skiftevis på valglisterne, ligesom partierne skal stille op med en kvindelig spidskandidat i halvdelen af valgkredsene.

Sammen med de andre tunesere, der besøgte Brøndby, var Nessrine Laamari onsdag før Kristi Himmelfart på valgturné med Karen Ellemann (V). De har også været rundt med Martin Lidegaard (RV) og Anna Libak (V) og Yildiz Akdogan (S).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top