Vallensbæk vil bekæmpe ældres ensomhed
IMG_0672.jpg
Onsdag var der dialogmøde om ældre og ensomhed
VALLENSBÆK. Midt i hedebølgen var debatlysten stor til kommunens dialogmøde om ældre og ensomhed

Idérige Vallensbæk-borgere var søgt ind i skyggen onsdag aften den 19. juni, da kommunen havde inviteret til dialogmøde om ældre og ensomhed. Deltagerne blev sat i gang af formand for Social- og Sundhedsudvalget, Jytte Bendtsen (K):
– At være ensom, det vil sige ufrivilligt alene, kan have høje menneskelige omkostninger og forringer helbredet og livskvaliteten. Men det kan være et uhåndgribeligt emne, der er svært at tale om og vide: Hvad kan jeg som almindelig borger gøre? Hvordan får jeg min nabo med til en aktivitet?, indledte hun.
Debatten kom netop til at fokusere på den svære udfordring: Hvordan ved vi overhovedet, at nogen er ensom, og hvordan inviterer man nye med i fællesskabet?
– Hvis man i forvejen er på nik med naboen, er det nemmere at tilbyde sin hjælp eller at invitere med til et arrangement. Jeg siger altid: prøv dog, du kan bare gå igen, hvis det ikke er noget. Og et godt bekendtskab spreder sig jo som ringe i vandet. For den person kender også nogen, som også kender nogen, og så videre, sagde Erna Andersen, der deltog.

Skal fremhæves
Deltagerne var enige om, at kommunen allerede ”bugner” af tilbud og arrangementer. Men måske er der brug for at fremhæve tilbuddene yderligere. De frivillige organisationer skal være opsøgende, og de praktiserende læger og hjemmeplejen har en vigtig opgave med at opdage og bryde isolationen, var der enighed om. Men omverdenen må heller ikke blive for anmassende, lød det fra deltagerne.
Udvalgsformand Jytte Bendtsen opsummerede:
– Vi har brug for input og hjælp fra borgere og foreninger, og mødet har givet værdifulde bidrag, som vi kan arbejde videre med til at skabe en konkret indsats og få ensomhed beskrevet i kommunens værdighedspolitik. Jeg håber, at inputtene fra debatten vil sprede sig som ringe i vandet, så vi får sat et vigtigt emne på dagsordenen.
Forvaltningen arbejder nu videre med inputtene fra mødet, og senere på året skal politikerne behandle et konkret initiativ, der skal modvirke ensomhed blandt kommunens ældre.

Vallensbæk tilbyder bl.a. forebyggende hjemmebesøg til sårbare borgere over 65 år, til tilflyttere i kommunen samt cirka to måneder efter man har mistet sin ægtefælle. Her drøftes muligheder for aktiviteter og socialt netværk og forebyggelseskonsulenterne er bl.a. behjælpelige med at skabe kontakt til kommunale og private tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top